Engang hed bilmærket Sangyong, men nu hedder det sydkoreanske mærke KGM og snart er deres Torres at finde i Danmark. Ifølge importøren er bilen her i landet engang i næste måned.
Endnu en elektrisk SUV er på vej til Danmark. Denne gang er det sydkoreanske KGM, det tidligere SsangYong, som prøver lykken med Torres EVX.
Bilen måler 4.715 mm i længden, 1.890 mm i bredden og 1.735 mm i højden. Med en akselafstand på 2.680 mm og fladt gulv, skulle den give udmærket benplads bagved. Den må trække beskedne 1.500 kg anhængervægt. Bagagerummet er på hele 839 liter, og kommer med flere niveauer i bagagerumsgulv.
I hjertet af Torres EVX er der et Blade-batteri fra BYD, som er udviklet for maksimal sikkerhed og kraft. Batteriet er på 73,4 kWh, og giver en rækkevidde på op til 630 km (WLTP). Med støtte fra 3-fase-ladning, giver Torres EVX hurtig og effektiv AC-ladning. Hvor meget effekt oplyser importøren desværre ikke. Bilen kommer også med Vehicle-to-load-funktion (V2L), som gør at batteriet kan levere strøm til eksterne strømapparater via V2L onboard-charger.
Batteriet kommer med en garanti på imponerende 10 år eller én million kilometer – alt efter hvad der kommer først.
Forsæderne kommer med både opvarming og ventilering. Anden sæderække kan vippes til 32,5 grader, og giver derfor ekstra god komfort på de lange ture. På udstyrslisten finder man blandt andet Apple CarPlay, Android Auto, navigation, atmosfærelys, en stor dobbelt panoramaskærm, 360 graders kamera og elektrisk bagklap.
Der er også taget godt hånd om sikkerheden. Torres EVX kommer med otte airbags, og en fuldspækket ADAS-pakke med en lang liste elektronisk sikkerhedsudstyr. Dette inkluderer blandt andet Lane Keeping Assist, automatisk nødbremse og autonom selvstyring.
Kommer til Danmark i april
Efter at have været på hjemmemarkedet siden lanceringen i september sidste år, markerer Torres EVX nu sit europæiske indtag. Her i landet er det virksomheden RSA der fungerer som importør, og herfra fortæller direktør Steffen Vilstrup, at Tores EVX kan prøvekøres hos forhandlere allerede i april. Hvor i landet bilen kan prøves meddeler importøren ikke noget om ligesom man heller ikke er klar til at oplyse bilens pris.
– Vi ser frem til at lancere Torres EVX i Danmark – en SUV som vi mener passer perfekt ind i det danske marked. Målgruppen for Torres EVX i Danmark vil være kvinder i alderen 30-55 år. Torres EVX har en højde samt interiør og front som tiltaler kvinder i netop denne alder, siger Steffen Vilstrup.
RSA i Danmark er i fuld gang med at opbygge et forhandlernetværk som strækker sig over hele landet.