Teslas stifter, multimilliardæren Elon Musk, er igen på banen med et sindsoprivende projekt. Denne gang vil han udvikle en robot kaldet “Tesla Bot” hvis erklærede formål er, at den skal løse kedelige og farlige opgaver for mennesket.
Ifølge flere amerikanske medier er Elon Musk langt fremme med planerne om at bygge den humanoide robot, hvor han i samme ombæring slå fast, at det for ham og hele Tesla-holdet er vigtigt, at Tesla Bot er venlig overfor mennesker og at den ikke bliver ‘super dyr’.
Stærk lille fyr
Fox News fortæller, at robotten får en højde der svarer til 170 cm. Vægten bliver små 60 kg mens den får en “march fart” på op til otte km/t. 40 små elmotorer vil Tesla Bot få, hvor de bliver fordelt med to motorer i overkroppen, to motorer i nakken og så ellers 12 motorer i benene, 12 i armene mens hænderne også får 12 motorer.
Tesla Bot bliver en stærk en af slagsen. Den vil nemlig kunne løfte genstande på op til 68 kg.
Skal bruge “hjernen” fra Tesla
Tesla Bot skal bruge den samme computerchip og navigationssystem med otte kameraer som Teslas biler, og Musk er derfor ret sikker på, at en prototype er klar allerede næste år.
Udtalelserne fra Elon Musk kommer kort tid efter, at den amerikanske regering har startet en undersøgelse af Teslas selvkørende system ovenpå en stribe uheld. Konkret er der registreret 11 uheld som direkte kædes sammen med Teslas selvkørende biler. 17 mennesker er kommet til skade som følge af ulykkerne – én person er død.