Skoda Enyaq til skarp pris

Prisen på Skoda Enyaq starter altså på under 300.000 kroner – eller 20.000 billigere end søsterbilen ID.4 fra Volkswagen.
For de 298.995 kroner får du en pænt rummelig bil med et bagagerum, der sluger hele 585 liter, og hvor pladsen i kabinen svarer til pladsen i Skoda Kodiaq, selvom den ikke er længere end den nye Octavia. Se vores video fra præsentationen af Skoda Enyaq lige her!

Enyaq iV 50 har en elmotor på 109 kW (148 hk)/220 Nm, et batteri på 55 kWh (netto 51 kWh) og en rækkevidde på op til 361 km inden der skal strøm på igen. Den kan oplades med 7,2 kW AC i en ladeboks hjemme og 50 kW DC på en hurtigladestation, hvor en opladning fra 5 til 80 procent tager cirka 53 minutter.
Standardudstyret omfatter blandt andet interiørtemaet Studio, digitalt cockpit, 10” infotainmentskærm, Climatronic-klimaanlæg med 2 zoner, multifunktionsrat, 2 USB-C porte i midterkonsollen foran, Lane Assist, Traffic Sign Recognition, Apple CarPlay, KESSY Go – nøglefri start/stop-funktion, ISOFIX-beslag i både passagersædet foran og i bagsædet samt Turn Assist, som advarer og ultimativt bremser Enyaq iV, hvis der kommer trafik forfra ved venstresving.

Enyaq med kraftigere motor og mere udstyr

Trods den lave introduktionspris på Enyaq iV 50 forventer Skoda Danmark, at mange købere går et trin op og vælger Enyaq iV 60 til 319.995 kroner. Til den pris får du både en kraftigere elmotor, hurtigere opladning hjemme, længere rækkevidde, mere udstyr og mulighed for anhængertræk. Både Enyaq iV 60 og Enyaq iV 80 må trække 1.000 kg på krogen.
Enyaq iV 60 har en elmotor på 132 kW (179 hk)/310 Nm, et batteri på 62 kWh (netto 58 kWh) og en rækkevidde på op til 412 km (WLTP). Den kan oplades med 11 kW AC i en ladeboks hjemme og 50 kW DC på en hurtigladestation, hvor en opladning fra 5 til 80 procent tager cirka 55 minutter.
Udover udstyret fra Enyaq iV 50 har Enyaq iV 60 for eksempel interiørtemaet Loft, 19” alufælge, tagræling, lys- og regnsensor, 13” infotainmentskærm, el-indfældbare sidespejle med varme, paraply i fordøren og parkeringssensorer bag.

Topmodel med lang rækkevidde

Skoda Enyaq iV 80 til 369.995 kroner er topmodellen, indtil Enyaq iV 80x og Enyaq iV RS kommer til efteråret. Går du efter længst mulig rækkevidde på en opladning, behøver du ikke vente på de firehjulstrukne modeller, for med en rækkevidde på op til 536 km (WLTP) har Enyaq iV 80 den længste rækkevidde af alle Enyaq iV-modellerne. Den opnår Enyaq iV 80 med et batteri på 82 kWh (netto 77 kWh) og en elmotor på 150 kW (204 hk)/310 Nm. Ligesom Enyaq iV 60 kan Enyaq iV 80 lade med 11 kW AC i en ladeboks, og hurtigladning med 50 kW DC (5-80 %) tager cirka 70 minutter.
Som foreløbig topmodel har Enyaq iV 80 også mest standardudstyr, der udover førnævnte udstyr omfatter sådan noget som sølvfarvet tagræling, multifunktionslæderrat med varme og paler til styring af regenering, bakkamera, Drive Mode Selection samt parkeringssensorer både for og bag.

Plus-modeller til danske forhold

Her i landet har vi jo kolde vintre, der kommer flere og flere lynladestationer langs motorvejene og så er vi en befolkning, der generelt er glad for anhængertræk på vores biler. Derfor kommer Skodas nye elbil også som Enyaq iV 60 Plus til 339.995 kroner og Enyaq iV 80 Plus til 389.995 kroner. De to varianter har blandt andet varmepumpe, som giver længere rækkevidde ved lave temperaturer, og lynopladning med henholdsvis 100 kW DC og 125 kW DC. Så tager en opladning (5-80 %) kun 35-38 minutter. Derudover har Plus-modellerne bl.a. Climatronic-klimaanlæg med 3 zoner, sædevarme foran, navigation, Infotainment online i 3 år og anhængerforberedelse.

Inkl. 5 års service- og reparationsabonnement

Skoda lægger vægt på, at det skal være både trygt og nemt at køre elbil. Derfor bliver alle Enyaq iV solgt med et service- og reparationsabonnement 5 år/100.000 km. Altså skal du som ejer af en Enyaq iV ikke bekymre dig om udgifter til serviceeftersyn og eventuelle reparationer mange år frem.
Ligeledes kan du slippe for at bekymre dig om opladning, for sammen med Enyaq iV kan du få en standardinstallation af en ladeboks fra Clever til kun 2.500 kr. (værdi: 7.500 kr.). Den indgår i abonnementet Clever Unlimited, hvor du får ubegrænset opladning hjemme og ude til en fast månedlig pris som i skrivende stund er 749 kroner.

Del artikel

Har du også læst?