Sådan sætter vi turbo på opsætning af ladestandere 

Hvis Danmark skal have én million elbiler på vejene om mindre end syv år så kræver det, at antallet af nye ladestandere øges kraftigt. Et hold eksperter har samlet 20 konkrete anbefalinger til, hvordan vi når det mål. 

Det går ganske enkelt for langsomt med at sætte nye ladestandere op til de mange tusinde elbiler, som gerne skulle ud på de danske veje i de kommende år. Derfor bør politikerne have mere fokus på området og bidrage til en hurtigere proces.

Det mener AutoBranchen Danmark, FDM og TEKNIQ Arbejdsgiverne, som i en ny rapport, Power Up! 20 anbefalinger til hvordan vi accelererer dansk ladeinfrastruktur, præsenterer 20 konkrete anbefalinger til, hvordan vi får sat fart på udrulningen af nye landestandere.

Blandt anbefalingerne er:

  • Et nationalt videncenter, der sikrer deling af erfaringer med opsætning af ladestandere
  • Udbud som gavner konkurrencen på lademarkedet
  • Tiltag som gør det muligt for netselskaberne at prioritere installation af ladestandere
  • Skattefri opladning på arbejdspladser
  • Indfør laderet i boligforeninger og grundejerforeninger

 

Skal flere danskere vælge elbilen til, er det afgørende, at de nemt og hurtigt kan lade deres bil op, når de har brug for det. Men antallet af elbiler er kørt fra antallet af ladestandere. Hvor EU anbefaler 10 opladelige biler pr. ladepunkt, er der i Danmark lige nu 30 pr. ladepunkt.

– Gang på gang hører vi fra vores medlemmer, at manglende opladningsmuligheder er en af de største barrierer for, at kunderne vælger en elbil. Vores fælles mål med denne rapport er at sætte fokus på, hvor der kan forenkles og optimeres, så der hurtigere kan sættes endnu flere ladestandere op, siger administrerende direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

– Det går rigtigt godt med salget af elbiler. Hos FDM hører vi dog stadig fra mange, som fravælger elbiler, fordi de er bekymrede for, om de kan komme til at lade, når de har brug for det. Skal vi have flere til at vælge en elbil, er der brug for, at vi får sat endnu mere fart på udrulningen af ladestandere. Med rapporten her har vi derfor samlet 20 konkrete anbefalinger til, hvordan man kan forenkle og optimere den regulering, der ofte ender med at stå i vejen for nye ladestandere, siger administrerende direktør i FDM, Stina Glavind.

Blandt de mange udfordringer er elnettet. Mange steder er det slet ikke gearet til at oplade de mange elbiler, og ventetiden på opsætning af ladestandere og tilslutning af strøm er et problem flere steder i landet. I værste fald kan der gå helt op til to år.

– De kommende år vil udbygningen af ladeinfrastrukturen for alvor tage fart, og elektrificeringen af samfundet vil udfordre elnettets kapacitet. Derfor bliver problemet ikke mindre. I rapporten kommer vi med en række løsninger til at sikre en bedre udnyttelse af elnettet og initiativer til at få antallet af ladestandere til at matche efterspørgslen, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer elinstallatørerne, som skal sætte ladestanderne op.

Ingen har tidligere undersøgt, hvilke barrierer der står i vejen for udrulning af ladeinfrastruktur, og hvordan de kan undgås, men området er alt for vigtigt til at blive ignoreret. Derfor er de tre parter altså gået sammen om at kortlægge forhindringerne.

 

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.

Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder – gratis!

Del artikel

Har du også læst?