Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gransket lademarkedet for eldrevne biler. Konklusionen er soleklar; markedet er dyrt, besværligt og uigennemskueligt.
Det er dyrt, besværligt og monopolagtigt. Så klart kan det siges om det danske lademarked for elbiler, hvis vi skal tro en endnu ikke offentliggjort rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som Finans har bladret i.
»Det er dyrt og besværligt for forbrugerne at vælge mellem forskellige udbydere. Markedet er desuden svært at gennemskue for forbrugerne, som i begrænset omfang afsøger markedet og sjældent skifter udbydere,« fremgår det af et udkast, som Finans ligger inde med.
I rapporten peger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for eksempel på dyrt betalte hjemmeladebokse, urimelige gebyrer, en bekymrende sammenblanding af bilbranchen og ladeselskaber, geografiske monopoler og indviklede prisstrukturer, som gør, at halvdelen af elbilejere med hjemmeopladning betaler mere end nødvendigt for opladning.
»Den halvdel af forbrugere, der ikke har valgt den billigste løsning, kan i gennemsnit spare 320- 520 kr. hver måned, hvis de i stedet vælger den billigste løsning. De betaler dermed i gennemsnit over 70 pct. mere end nødvendigt for at få dækket deres opladningsbehov,« fremgår det af rapporten, som netop nu er i høring hos brancheaktører.
De Danske Bilimportørers administrerende direktør, Mads Rørvig, siger i en kommentar, at det er alarmerende, at rapporten viser, at der er elbilejere som i dag betaler overpris for at deltage i den grønne omstilling.
– Rapporten viser klart, at der er behov for en regulering af lademarkedet. Vi siger ikke, at nogen gør noget ulovligt, men når forbrugere risikerer ekstreme udsving i ladeprisen for en kilowatt-time, er der et eller andet, som ikke fungerer, siger Mads Rørvig.
Ifølge konkurrencemyndighederne omsatte lademarkedet med operatører som E.ON, Spirii, Norlys, Tesla og mastodonten Clever sidste år for 1,2 milliarder kroner. Den såkaldte grønne omstilling af bilparken gør, at omsætningen ventes at runde 6,2 milliarder kroner i 2030.