Det er småt med nyhederne fra Honda for tiden, men nu sker der endelig noget. I begyndelsen af det nye år kommer den nye e:NY1.
Honda har netop afsløret sin anden fuldt elektriske bil, e:Ny1, som den kommer til at hedde. Det er mærkets anden elbil efter bybilen Honda e, og Honda siger selv, at e:Ny1 er designet til at imødekomme de voksende kundekrav om helt elektriske crossovers – eller også er det bare endnu et marketingstunt fra en bilproducent. Bedøm selv.
Helt i tidens ånd har Honda e:Ny1 et kort udhæng foran, store hjul og en bred sporvidde. Bilen markerer også debuten for japanernes helt nye elektriske identitet med hvide ‘H’ logoer rundt om på bilen, herunder logoet på fronten, hjulkapslerne og rattet. Desuden er der brugt en ny skrifttype til ‘Honda’ på bagklappen for et markant look, der vil gå igen på Hondas fremtidige elbiler.
En helt ny midterkonsol byder på et enkelt layout af let tilgængelige knapper, flere opbevaringsmuligheder og trådløs mobilopladning, mens et overskueligt instrumentbræt toppes af en stor 15,1″ touchskærm.
Honda e:Ny1 er bygget på en ny platform med frontmotor kaldet e:N Architecture F, der fokuserer på tre fundamentale egenskaber: En dedikeret karrosseristruktur med stor stivhed, et lavt tyngdepunkt samt en omhyggeligt udført aerodynamik under gulvet, som skulle give bilen fine køreegenskaber.
Desuden omfatter platformen en højtydende letvægts tre-i-en integreret drivlinje, elmotor og transmission. Den genererer et maksimalt output på 150 kW og 310 Nm moment, og er konstrueret til at levere en smidig og komfortabel acceleration og deceleration. Under gulvet ligger et litium-ion batteri, der leverer op til 412 km (WLTP) rækkevidde og en DC lade-kapacitet, der kan gå fra 10 til 80 % på acceptable 45 minutter.
Den nye Honda e:Ny1 forventes til Danmark i begyndelsen af 2024.