Regeringens tre støttepartier, Enhedslisten, de radikale og SF, er ikke tilfreds med den store skatterabat på plug-in hybridbiler. Ifølge Information vil de tre partier gøre rabatten på bilerne mindre.
Det sker, fordi man allerede har nået målsætningen for, hvor mange biler af typen, der skal være i Danmark i 2030.
Tilbage i december 2020 satte det røde flertal et mål om, at der skulle være 775.000 grønne biler i 2030. 10 procent – altså 77.500 – skulle være plug-in hybridbiler. Ved årsskiftet var der registeret knap 80.000 PHEV’er.
Professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau, siger at det ikke er en god nyhed, fordi bilerne simpelthen ikke er grønne.
På det seneste har især Enhedslisten, men også SF kritiseret den klimarabat, man kan få, når man køber en PHEV.
Og nu er de radikale også hoppet med på vognen.
– Hvis der ikke sker en markant ændring i fordelingen mellem salget af elbiler og plug-in hybridbiler i årets første kvartal, så er vi parate til at revidere aftalen, siger Rasmus Helveg Petersen, der er klimaordfører i Radikale Venstre til Information.
Han vil ganske enkelt foreslå, at der skrues hurtigere ned for afgiftsrabatten end planlagt.
Enhedslisten har indkaldt skatteminister Morten Bødskov til samråd. Partiet kræver, at aftalen genåbnes.
Internationale studier har for nylig vist, at PHEV’er udleder to til fire gange mere CO2 end forventet.
Skatteminister Morten Bødskov (S) siger i et skriftligt svar til Information, at han ikke mener, at tiden er inde til at ændre i skatterabatten for biltypen. Han er nemlig af den opfattelse, at aftalen har sat turbo på salget af de grønne biller.