Den private testudbyder, Euro NCAP, har netop afholdt årets sidste sikkerhedstest af nye biler. Her scorer de to små elbiler, Renault Zoe og Dacia Spring, meget, meget lave karakterer. Faktisk får Zoe dumpekarakter med 0 stjerner, mens Dacia Spring tager en enkelt stjerne med hjem til Rumænien.
Renault Zoe er en populær bil som hjemmeplejebil i mange kommuner. Zoe stammer fra 2013, hvor den dengang fik imponerende fem stjerner hos Euro NCAP, men de to tests kan ikke sammenlignes, da Euro NCAP siden er begyndt at have meget mere fokus på sikkerhedsudstyr, hvilket altså er den direkte årsag til, at Renault Zoe får 0 stjerner.
Dacia Spring daffer fra testen med én stjerne ud af de maksimale fem, men alligevel er der ingen røde ører hos den danske importør af Renault og Dacia, hvor pressechef Søren Hyltoft med det samme overfor biltesteren.dk slår fast, at begge biler jo er godkendt til at køre på de europæiske veje.
– Selvfølgelig kigger vi på Euro NCAP’s resultat, og det er da ikke rar læsning, men vi vælger at forholde os til at begge biler officielt er testet og godkendt efter europæiske sikkerhedsnormer. Der er krav, som man skal leve op til for overhovedet at måtte sælge biler i Europa, og disse krav lever vi selvfølgelig op til, siger Søren Hyltoft.
Renault Zoe koster fra 225.000 kroner mens Dacia Spring kan fås fra omkring 130.000 kroner.