Nybilforhandlere sælger brugte biler

Danske nybilforhandlere har så svært ved at skaffe fabriksnye biler, at de sælger brugte biler som aldrig før.

En ny undersøgelse fra DI Bilbranchen som finans.dk omtaler, viser at forhandlerne for tiden bruger masser af resurser og investeringskroner på at sælge brugte biler.

– Udfordringerne med at få leveret nye biler har stået på længe. Det begyndte under coronakrisen, som skabte mangel på komponenter – især mikrochip – og logistikudfordringer. Siden kom krigen i Ukraine, som betød nye forsinkelser. Alt sammen har det tvunget bilforhandlerne over mod salg af brugte biler for at holde gang i forretningen, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI Bilbranchen.

I undersøgelsen fortæller to ud af tre nybilforhandlere, at de i fremtiden vil investere mere i salg af brugte biler.

Til sammenligning vil blot fire ud af 10 af de adspurgte nybilforhandlere investere mere i salg af nye biler, mens 20 procent af forhandlerne forventer at neddrosle i investeringerne i nye biler.

Nybilforhandlernes stigende interesse for brugte biler kan aflæses direkte i nye tal fra branchen.

De første ni måneder af 2019 – det seneste normale år inden coronaen kom og ødelagde en masse for os – satte forhandlerne plader på 173.692 nye biler. Det tal er for samme periode i år blot 110.018 nye biler. Det svarer til et dyk på voldsomme 37 procent.

Alligevel er bilforhandlernes omsætning kun faldet beskedne 0,4 procent.

Det mikroskopiske dyk i omsætningen skyldes primært, at nybilforhandlere lukker hullerne i omsætningen fra salget af nye biler med et stigende salg af brugte biler.

Del artikel

Har du også læst?