EU: lader for hver 60 km vej

EU-parlamentet har netop vedtaget en lov, som kræver, at medlemslandene har ladestationer for hver 60 kilometer på primære vejstrækninger.

Rækkeviddeangst er måske snart noget vi skal til at kalde fortid. EU-parlamentet har med et komfortabelt flertal på 485 mod 65 vedtaget en lov, der kræver, at medlemslandede skal have ladestationer for hver 60 kilometer primær vejstrækning.

Senest i 2026 skal de mange ladestationer være på plads og i funktion. Men allerede senest i 2024 skal de enkelte medlemslande fortælle, hvordan de vil leve op til kravene.

Ladestationerne skal være let tilgængelige og være åbne for alle bilmærker. Prisen på kWh skal være tydeligt skiltet. Parlamentsmedlemmerne kræver også, at EU i løbet af de næste fem år skal have en fælles oversigt over alle ladestationer, inklusiv tilgængelighed, ventetid og priser.

Derudover vil parlamentet også sikre, at brintbiler kan tankes for hver 100 kilometer hovedvej, hvilket er mere ambitiøst end de 150 kilometer som komissionen før har været ude med. Næste skridt bliver nu forhandlinger med de enkelte medlemslande.

Del artikel

Har du også læst?