Mini Dacia Duster på el

Dacia Spring Electric er rumænernes helt nye bud på en elbil, der er til at betale, og som opfylder alle de behov en bil i det mindste segment skal opfylde, og helt i tidens ånd er der naturligvis tale om en kompakt crossover model. Med en rækkevidde på 295 kilometer ved bykørsel, og 225 kilometer ved blandet kørsel (WLTP), vil de færreste have brug for at lade mere end et par gange om ugen. Bilen, der er 3.73 meter lang, 1.62 bred og 1.51 meter høj, har plads til fire voksne. Bagagerummet sluger beskedne 300 liter – til en sammenligning kan der være 380 liter i en VW Golf. 

Motoren i Dacia Spring Electric har en effekt på hvad der svarer til 44 hk, hvilket jo ikke lyder af meget, men med et drejningsmoment på 125 Nm er det tæt på det samme som man kan vride ud af en 0.9 TCe motor på 90 hk. Den sidder blandt andet i den nuværende Dacia Sandero. Batteriet er på 26,8 kWh. Topfarten er opgivet til 125 km/t, hvilket jo betyder, at det bliver mere end svært at få en fartbøde på størstedelen af de danske motorveje. 

På trods af, at Dacia Spring Electric er en forholdsvis lille bil, er der ikke sparet på udstyret. Seks airbags, 7 tommer digitalt display, voice recognition, automatisk nødbremsesystem og Apple Carplay er blot nogle af de features den lille ny Dacia kan prale af. Desuden kan man via den kommende MyDacia app styre opladning og nedkøling af bilen – og i det hele taget være koblet på sin elbil fra distancen.

Som noget helt nyt er bilen tænkt til forskellige formål. Også netop derfor kommer bilen i tre forskellige versioner. En til delebiler, som vi kender det fra Green Mobility, en som varebil og en som personvogn. Delebiler er et marked, der er eksploderet de seneste fem år. Og med Dacia Spring har man lanceret en bil, hvor delebilsoperatørerne har adgang til bilens CANbus system og interiøret er designet, så det er nemt at vedligeholde – og kan holde til at blive brugt.

Da delebiler jo er et udpræget storbyfænomen, og da den gennemsnitlige delebilsbruger blot har bilen i 40 minutter og kører 8 kilometer, så er der kun behov for opladning af bilen en gang om ugen. Dette kan i øvrigt ske med både DC og AC opladning. 80 % opladning klares på en time med 30 kW DC-lader, mens det tager fem timer at lade fuldt op fra en 7,4 kW ladeboks.  

Centrum i storbyerne bliver i stigende grad no go for benzin- og dieselbiler. Også derfor er Dacia Spring lavet i en speciel varevognsudgave – beregnet til såkaldt last mile delivery. Som varevogn er der plads til 800 liter i varerummet og i alt 325 kilo last. Dacia Spring lanceres først som delebil – det sker i foråret og til efteråret 2021 kommer den som varevogn og som personvogn. 

Den danske Dacia-importør oplyser, at Dacia Spring Electric er gennemtestet med mere end 1. mio kilometers tests. Som alle andre Dacia er der tre års/100.000 km garanti, mens batteriet er omfattet af en otte års garanti – og 120.000 km. Der foreligger endnu ikke danske priser ligesom dato for lancering heller ikke ligger fast endnu. Desværre er der endnu ingen officielle billeder af Dacia Spring Electrics interiør, så indtil videre må vi nøjes med det ydre som du ser lige herunder.

Del artikel

Har du også læst?