Jeg hører fra politikere, organisationer og helt almindelige mennesker, at vi alle skal tage del i en grøn omstilling. Ja, de siger ”vi”, men mener vel i realiteten dig og mig. Det er noget med at omfavne vindmøller, sortere affald efter molekylesammensætningen og så købe elbiler. Det hele skal hjælpe til at reducere CO2 emissioner i et omfang, så vi danskere kan være med til at udskyde den globale opvarmning med tre uger om 80 år. Man kan jo diskutere proportionerne i hele klimadebatten. Men lad det nu ligge.
Motorcyklen er min grønne omstilling
Vi skal alle gøre en indsats. Så meget har jeg forstået. Derfor er jeg også ret stolt over at kunne præsentere mit bidrag til den grønne omstilling: En BMW F850 GS. Nej, det er ingen elbil, men en ganske almindelig motorcykel. Nu indvender du måske, at jeg burde have købt en elbil, men mit temperament er ikke til aften før at jage ledige ladestandere for at kunne køre næste morgen uden at skulle begynde dagen med at indhalere tomme kalorier på en burgerbar, mens elbilen lader. Men det er fint, hvis du køber en elbil. Og jeg bidrager gerne til, at du kan få den uden registreringsafgift. Ellers får vi jo ikke solgt nogen. Selv er jeg ret godt tilfreds med min 14 år gamle Saab 9-3, der har mindst 200.000 kilometer i sig endnu. Det ville være uansvarligt at skrotte den med tanke på den energi, der skal bruges til at producere en ny. Så det blev altså en motorcykel. Efter et halvt år på to hjul, kan jeg kun anbefale andre at overveje samme transportform. Ikke mindst i bestræbelserne på at leve op til samfundets krav om grønne løsninger.
Bilfabrikkerne bruger besynderlige tricks
Min Saab med automatgear kører stort set lige så langt på en liter benzin og udleder derfor samme mængde CO2 som en ny bil i samme vægtklasse nemlig 12,5 km/l, hvilket svarer til 191 gram CO2 pr. kilometer. Motorcyklen har denne sommer sendt mig landet rundt med et gennemsnit på 25 km/l altså det halve forbrug af Saab’en og dermed det halve CO2 udslip. Bilfabrikkerne har taget de mest begynderlige tricks i brug for at mindske emissioner fra nyere biler. Mest for at undgå EU bøder i milliardklassen. Et par eksempler: Kølergrill der automatisk leder luftstrømmen udenom motorrummet ved høj fart, stop-start systemer, så motoren ikke går i tomgang, når bilen holder stille, små batterier, der oplades, når bilen motorbremser, så elektriciteten kan drive en lille elmotor som supplement til forbrændingsmotoren. De fleste af den slags løsninger mindsker CO2 emissionerne med et gram eller to pr. km, så der skal være gang i tænkehatten i ingeniørafdelingerne på bilfabrikkerne for at hitte på nye påfund, så det hele kan batte af noget.
Afrikansk kobolt
Efter den målestok er selv en moderne motorcykel ret så primitiv. Men det er alligevel muligt at halvere CO2 emissionerne uden overvejelser om, hvor den skal lades om aftenen, hvordan afrikanerne henter kobolt op af jorden, eller om man i det hele taget kan vænne sig til en elbil. Bevares, jeg bliver våd, når det regner, der er en betydelig mængde vindstøj fra styrthjelmen, det er dødssygt at køre på motorvej, og så er man jo mere udsat for at komme galt afsted i trafikken, når bilister kører med hovedet under armen.
Jeg sparer en masse CO2
På plussiden tæller en underlig følelse af frihed og køreglæde, en vægtafgift svarende til en elbils og så har jeg med foreløbig 5000 kilometers kørsel på BMW’en sparet atmosfæren for knap 500 kilo CO2 i forhold til Saab’en. Fortsætter det på den måde, så ender det med at være ét ton CO2 om året. Og det er da også noget. I realiteten er det kun, når kone, barnebarn, båd, plæneklipper og større indkøb skal transporteres, at jeg starter Saab’en.
Motorcykelafgift højere end bilafgift
Desværre skal man på grund af afgifter betale 150.000 kroner for noget, BMW fabrikken får 50.000 kroner for. Man tror ikke, det er muligt, men jo motorcykelskatten er endnu højere end skatten på danskernes benzin- og dieselbiler. Den indvending kommer jeg dog næppe langt med at få gjort noget ved. Selv Autobranchens direktør Gitte Seeberg mener, at verdens højeste bilafgifter godt kan blive endnu højere, så nogen kan få tilskud til at købe elbiler, der i forvejen er stort set afgiftsfri. Ja, så er alt håb jo ude, når selv bilfolket taler for højere afgifter på biler. Det kunne ellers være rart med en halvering af afgiften på min motorcykel, så jeg fik lidt anerkendelse for mit klimatiltag.
Visiret skærmer dig for vrøvl
Og så håber jeg naturligvis også, at jeg ikke skal beskattes ud af Saab’en med nye fantasifulde afgifter i klimaets navn. Noget jeg desværre godt kan forestille mig, når jeg hører regeringens støttepartier og den borgerlige opposition tale om, at regeringen er alt for uambitiøs i målsætningen om en halv million elbiler i 2030. På trods af at Eldrups regnestykker viser, at det måske var et meget godt sted at lande, hvis vi skal have mest muligt CO2 reduktion for pengene. Til gengæld lover jeg at køre så meget som muligt på BMW’en, så Saab’en kun kommer i brug, når det virkelig er nødvendigt. Før du selv omstiller og springer på en elbil, så prøv en motorcykel. Den har også en anden fordel. Bag visiret er man så dejlig beskyttet mod alverdens vrøvl og sludder.