Den helt nye Nissan Townstar bliver japanernes teknologisk mest avancerede varebil til dato. Og den kompakte varebil bringer 20+ teknologier ind i segmentet for kompakte varebiler. I kølvandet på Nissan e-NV200, som var en slags pioner på det elektriske varebilsmarked, er den komplet eldrevne version af Townstar optimeret til at opfylde kundernes behov. Med et videreudviklet batteri, avanceret teknologi og lave driftsomkostninger udgør den eldrevne Townstar en effektiv og bæredygtig mobilitetsløsning.
800 kg i lastrummet – 1.500 kg på krogen
Med en varerumsvolumen på op til 3,9 m3 med drejelig skillevæg kan den nye kompakte varebil nemt transportere to europaller og en last på op til 800 kg. Varerummet omfatter store skydedøre i siden, der gør det nemt at tømme varebilen for last, og den fås også med 60/40-fløjdøre bag med 180 graders åbning eller en bagklap. Varerummet fås også med intelligente opbevaringsløsninger og en dedikeret plads til kontorredskaber i bilen, og så må den i øvrigt have op til 1.500 kg på trækkrogen.
Kun elektrisk variant til Danmark
Den nye Nissan Townstar byder på to drivlinjeteknologier i varebils- og personbils-versioner, der opfylder kundernes behov. Townstar lanceres både med benzin- og elmotor, men da den danske importør har valgt ikke at tilbyde benzinvarianten på vores marked, er det den elektriske variant vi har valgt at skrive om. Townstar vil blive udstyret med et 44 kWh-batteri og masser af teknologi. Den får intelligent energistyring og effektiv batterikøling i én og samme pakke. Den nye varebil erstatter e-NV200 og byder på et drejningsmoment på 245 Nm og en rækkevidde på op til 285 km ved blandet kørsel i henhold til WLTP.
Fine sikkerheds- og infotainmentteknologier
Med Nissan Townstar introduceres 20+ teknologiske funktioner i Nissans udbud af kompakte varebiler. Med en lang række sikkerhedsteknologier og avancerede førerassistentsystemer som eksempelvis sidevindsassistent og vogntogsstabilisering giver den nye Townstar en tryg og selvsikker oplevelse bag rattet. Intelligent nødbremse med registrering af fodgængere og cyklister samt vejkrydsassistent, håndfri parkering og intelligent fartpilot placerer Townstar sig helt i front i segmentet.
Nissan integrerer for første gang Around View Monitor (AVM) i segmentet for kompakte varebiler. Ved hjælp af en række kameraer viser systemet et 360-graders overblik over området omkring bilen, så førerne kan parkere helt trygt i byen.
Kunderne til Townstar vil også nyde godt af det innovative og avancerede ProPILOT-førerassistentsystem. Det hjælper førerne ved kørsel på motorvej og gør det muligt for bilen automatisk at sænke hastigheden til stilstand og efterfølgende accelerere igen for at følge det forankørende køretøj, og samtidig holdes bilen midt i vognbanen, selv i mindre skarpe sving.
Komfortable opkoblingsmuligheder som eksempelvis E-Call, Apple CarPlay/Android Auto og trådløs opladning af mobilen vil kunne fås til bilen ligesom endnu ikke offentliggjorte onlinetjenester vil være klar fra fra lanceringen i løbet af 2022 for varebilens vedkommende mens personbilen følger i 2023. Disse onlinetjenester bliver i øvrigt tilgængelige via en 8″ touchscreen, som er forbundet med et 10″ digitalt kombiinstrument foran føreren i Nissan Townstar.
Første Nissan i Europa med nyt logo
Bilen er bygget på Renault og Nissans fælles CMF-CD-platform, og den er udviklet helt fra grunden med fokus på kvalitet og funktionalitet. Den bliver forsynet med Nissans nye mærkelogo og bliver dermed den første europæiske model produceret med dette logo og den nyeste model, som introduceres i henhold til Nissans NEXT-omstillingsplan, som har fokus på bæredygtig vækst og rentabilitet på tværs af koncernens globale aktiviteter.