Her er den nye Mercedes C-Klasse

I løbet af det seneste årti er C-Klassen den bedst sælgende model fra Mercedes-Benz. Siden introduktionen af den nuværende model er der solgt flere end 2,5 millioner eksemplarer af C-Klasse sedan og stationcar – og alene sidste år kom 2.484 nye C-Klasser ud at køre i Danmark.

Uanset om valget falder på benzin- eller diesel, er motorprogrammet nu udstyret med integreret startergenerator, som ifølge Mercedes-Benz selv, sikrer endnu bedre performance og lavere forbrug ved igangsætning. Systemet gør det samtidig muligt for bilen at ‘coaste’ og dermed at slå motoren helt fra og lynhurtigt starte op igen, hvilket bidrager til yderligere reduktion i forbruget.

For at få det samlede CO2-tal ned, gør Mercedes-Benz alt, hvad de kan for at få os alle sammen til at føle, at elektrificering er det eneste rigtige. Derfor fås den ny C-Klasse naturligvis med fjerde generation plug-in hybrid-teknologi og endda enten med plug-in diesel og plug-in benzin. Det betyder blandt andet høj ydelse, lavt forbrug og en officiel rækkevidde på op til 100 kilometer på en enkelt opladning. En batteripakke på hele 25,4 kWh sikrer den lange rækkevidde, og takket være det integrerede kølesystem er det samtidig muligt at lade batteriet helt op på omkring 30 minutter med en 60 kW DC-lader. Det er desuden muligt at lade batteriet med en effekt på op til 11 kW med wallbox eller offentlig AC-ladestander, og dermed er det i praksis muligt at klare endnu flere og endnu længere ture på strøm.

Er du en af dem, der håber på, at den nye C-Klasse kommer med brølende motorlyd med mange cylindre, så bliver du skuffet. Fremover er der fire cylindre på menuen – und nichts weiter! Seks og otte cylindre er nu noget, der hører fortiden til når vi taler C-Klasse. Desværre! Ifølge tyske medier, er der ingen planer om en fuldelektrisk version af C-Klassen.

Selvregulerende luftaffjedring på bagakslen er nu standard på C-Klassen, og så er det desuden blevet muligt at tilvælge medstyrende bagaksel, som er en helt ny funktion i C-Klassen. Ved hastigheder op til 60 km/t drejer baghjulene modsat forhjulene for større manøvredygtighed ved sving og parkering, mens baghjulene omvendt styrer samme vej som forhjulene ved hastigheder over 60 km/t for mærkbart bedre stabilitet, sikkerhed og kørekomfort ved høje hastigheder. Med bagakselstyring reduceres vendediameteren i øvrigt med mere end 40 centimeter.

LED High Performance forlygter er ligeledes standardudstyr, men for første gang er det nu også muligt at vælge digital light forlygter, som kendes fra S-Klassen, og som leverer en ekstremt kraftfuld og præcis lysfordeling. Forlygterne består af 1,3 millioner mikrospejle, som styrer lyset ultrapræcist og samtidig er i stand til at projektere signaler og symboler direkte på vejen med en opløsning på mere end 2,6 millioner pixels. Projekteringsfunktionen er allerede godkendt til brug på offentlig vej i Tyskland, men desværre endnu ikke i Danmark.

Både sedan- og stationcarversionen byder på mellem 40 og 45 liter ekstra bagagerumsplads, og til trods for en batteripakke, som er vokset markant, byder plug-in hybriderne nu på et helt plant bagagerum.

Den ekstra kabineplads gør både gavn på forsædet og ved bagsædet. Således er der nu 22 mm ekstra albuerum ved forsæderne og 15 mm mere ved bagsæderne sammenlignet med den nuværende C-Klasse. På bagsædet er der blevet 11 mm højere til loftet i C-Klasse stationcar og 13 mm mere i C-Klasse sedan – og så er her nu hele 35 mm mere benplads.

Den nye Mercedes-Benz C-Klasse introduceres i Danmark senere på året. 

Del artikel

Har du også læst?