Her er den helt nye Opel Astra

Den nye Astra sjette generation er designet og udviklet i Rüsselsheim, hvor den også vil blive produceret. Den er bygget på tredje generation af EMP2 multi-energi platformen, der med sin store modularitet, har gjort det muligt at tænke Opel-dyder ind fra starten af udviklingsprocessen. Bilen, der først bliver præsenteret som en 5-dørs hatchback, har en længde på 4374 mm og er 1860 mm bred. Takket være et kortere frontudhæng, er den nye Astra kun 4 mm længere end sin forgænger på trods af en 13 mm længere hjulafstand på 2675 mm. Den rummer fem personer inklusiv føreren og bagagerummet rummer 422 liter. Opel oplyser intet om en stationcarudgave, men ifølge tyske medier skulle der komme en Astra stationcar lidt senere.

“Autobahnproof”

En Opel skal ligge godt på vejen. Hos Opel kalder de det “Autobahnproof”. Ingeniørerne har fokuseret på præcis styring og torsionsstivhed, retningsstabilitet i kurver og på lige strækninger samt gode bremseegenskaber. Dette er blandt andet opnået ved at udstyre bilen med McPherson hjulophæng foran og torsions-bar bagved, der sikrer horisontal stabilitet. Derudover er chassiset blevet markant stivere end chassiet på forgængeren.

Ny-fortolkning af designfilosofi

Først kom Mokka, så Crossland og senest Grandland. Nu er det Astras tur til at iklæde sig Opels nye designfilosofi. Den nye Astra er derfor også udstyret med Opels horisontale Vizor-front, de karakteristiske vinge-kørelys og den skarpe vertikale linje i kølerhjælmen, der tilsammen udgør Opels nye ansigt. Blitz-logoet er placeret i midten, hvor de vertikale og horisontale elementer mødes. Bagenden spejler fronten og består af de lave og brede horisontale baglygter og de vertikale og højtplacerede bremselys. Logoet er placeret i midten, hvor det også fungerer som åbningsmekanisme til baggagerumme

Næste generation af Opels digitale cockpit

Den nye generation Astra er også blevet udstyret med Opels digitale cockpit Pure Panel, der består af to intrigerede 10 tommer skærme. I Astra er hele interfacet og softwaren ny og skaber en velafstemt balance mellem digitalisering og intuitiv brugerflade, hvor meget visuel stimuli er fjernet og sub-menuer er holdt på et minimum. Pure Panel kan programmeres individuelt til profiler, så information relevant for den enkelte profil, vises på skærmen. Kontakter til klimaanlæg etc. er som i alle Opel-modeller holdt fysiske, men derudover er alt andet digitalt. Astra er også udstyret med trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

Avancerede assistentsystemer

Den nye Astra er udstyret med de nyeste automatiske køreassistentsystemer. Foruden multifunktionskameraerne i forruden, har bilen også fire ekstra kameraer (et foran, et bagved og på bilens to sider), fem radar sensorer (en på fronten og en på hver af bilens hjørner) samt ultralydssensorer placeret på for- og bagende. Kameraer og sensorer er integrerede med e-horizon opkobling i Intelli-Drive 2.0 og forlænger radar- og kamerarækkevidden. Således kan systemet tilpasse farten i kurver, lave fartanbefalinger og udføre semi-automatiske vognbaneskift. Krydsende trafik alarm (bag), langsynet blindvinkelsassistent og aktiv vognbaneassistent er en del af Intelli-Drive 1.0. Af andre assistentsystemer kan nævnes adaptiv fartpilot (der kan starte fra stilstand), Head-up display samt Intelli-Vision, der via radar og kamera hjælper til med at parkere.

Intelli-Lux Pixel Light i den nye Astra

Opel har tradition for at bringe teknologi fra dyrere og højere segmenter til lavere bilklasser. I 2015 introducerede Opel med den daværende Astra de adaptive matrix lygter til den lille mellemklasse. Med den nye Astra lancerer Opel nu den nyeste lygteteknologi til segmentet. Opel Astra kan fås med Intelli-Lux LED Pixel Lys med 168 LED enheder – 84 i hver forlygte. Lyskeglen fra det lange lys justerer sig selv i løbet af millisekunder, så lyskeglen ”skæres” præcist i forhold til modkørende og forankørende trafik og derved undgår at blænde modtrafikanter. Rækkevidde og retning på lyset varierer alt efter køresituation og omgivelser.

AGR ergonomiske sæder som en mulighed

Opel er kendt for sine prisvindende ergonomiske AGR-sæder og Astra fortsætter traditionen. Den gode siddestilling er garanteret takket være sædernes mange indstillingsmuligheder og den nøje udvalgte skumdensitet. Forsæderne har blandt andet elektrisk vippe-funktion og elektrotrykluftstyret lændestøtte. Tilkøber du Nappa lædersæder, kommer de med ventilation, massage samt varme også på bagsæderne. Alcantara sæder er også en mulighed i Astra.

Astra nu som plug-in hybrid

Den nye Astra tilbydes fra start som plug-in hybrid, og med enten diesel- eller benzinmotorer. Benzin- og dieselvarianterne vil have mellem 110 hestekræfter (81 kW) og 130 hestekræfter (96 kW) mens plug-in hybriderne vil have op til 225 hestekræfter (165 kW). Benzin- og dieseludgaverne har som standard en sekstrins manuel gearkasse, mens en otte-trins automat gearkasse kan tilkøbes de større motorer. Det forventes at Astra kommer til Danmark i løbet af første kvartal 2022.

Del artikel

Har du også læst?