Den helt nye Isuzu D-Max pick-up er på alle måder blevet løftet til helt nye dimensioner. Modellen har fået et nyt mere moderne udtryk, lækkert komfortudstyr, 5 stjerner i Euro NCAP sikkerhedstest og forbedrede tekniske specifikationer. Og selv om den er blevet moderniseret på alle ledder og kanter, så er D-Max er stadig en pålidelig arbejdshest, som vi kender den, fortæller den danske importør. Nu er den blot pakket ind i 2021 standarder både inde og ude.
Den nye D-Max har fået differentialespær på bagakslen, en øget frihøjde og en øget vadedybde (80 cm). Samtidig har den fået alt i sikkerhedsudstyr, hvilket altså giver den de maximale 5 stjerner i den nye Euro NCAP sikkerhedstest.
Motorprogrammet er baseret på en opdateret version af den velkendte 1,9-liters dieselmotor. Modellen har samme type firhjulstræk som den udgående model. Dog er skiftetiden mellem grupperne blevet forbedret.
Her i landet har Isuzu solgt i alt 435 enheder af den tidligere D-Max over de sidste 6 år. Det lyder måske ikke af så meget, men når vi taler pick-ups, så er det bestemt et fint salg, der rent faktisk giver en markedsandel på knap 10% af pick-up markedet i Danmark.
De væsentlige kundegrupper på det danske pick-up marked er entreprenører, anlægsgartnere, boligadministration/service, kloakmestre – generelt alle med tilknytning til brancher, der har behov for at køre med en stor trailer, eller kørsel udenfor fast vej. Og kendetegnet for mange af virksomhederne i disse brancher er, at bilen er deres værktøj – og de har helt specifikke behov i forhold til, hvad bilen skal kunne.
Sales & Brand Manager for Isuzu Danmark, René Andersen siger i en kommentar, at succesen skyldes, at man er uovertrufne til at lave skræddersyede løsninger til sine kunder, som de ikke kan få andre steder: – Vi har nogle udvalgte opbyggere, der varetager hele eller dele af de specifikke opbygninger. Samtidig monterer vi selv tilbehørsdele og udfører også selv mindre om-/opbygninger. Dette resulterer i samme høje kvalitet og ensartethed i hver enkelt model, siger René Andersen til Biltesteren.dk.
Med den nye D-Max fortsætter Isuzu Danmark samme strategi som hidtil: ”Hvis du kan tænke det, så kan vi lave det!” Det er så at sige et ”one stop” koncept, hvor kunde, forhandler og importør i tæt samarbejde sikrer, at kunden får den løsning, der passer præcis til den enkelte kundes behov i én og samme handel.
Den nye D-Max skal tiltrække endnu flere kunder end hidtil. Modelprogrammet bygger fortsat på 3 varianter; Single Cab, Extended Cab og Crew Cab i tre forskellige trim, Standard, Premium og Exclusiv. Priserne er endnu ikke på plads, idet man stadig afventer regeringen, som endnu ikke ved, hvordan afgiften skal beregnes på store varebiler.