Den mest solgte bil flere måneder i træk, Ford Kuga Plug-in hybrid, er igen ramt at problemer. Tilbage i august kunne Jyllands-Posten fortælle, at bilen var blevet ramt af tekniske problemer, som i værste fald kunnen resultere i brand i bilen. Problemet kunne opstå under visse omstændigheder, hvis bilens batteri udviklede en teknisk fejl, så det kunne være nødvendigt for batteriet at frigive gasser for at komme af med både tryk og varme. Bilerne skulle derfor omkring det lokale Ford-værksted for at få udbedret fejlen.
Nu har det imidlertid vist sig at udbedringen, som Ford har foretaget, ikke fungerer som den skal, og derfor tilbagekalder Ford Danmark nu samtlige solgte eksemplarer af Ford Kuga PHEV. Det oplyser Lene Dahlquist, pressechef hos Ford Danmark, til Ekstra Bladet.
Der er indtil videre solgt cirka 7000 eksemplarer af Ford Kuga PHEV, og heraf kører cirka 4250 på de danske veje, og de bliver altså alle tilbagekaldt nu. Bilerne, som stadig er hos forhandlerne, vil ikke blive udleveret til deres nye ejere, så længe fejlen ikke er rettet.
Ligesom sidst gælder det, at ejerne ikke må lade deres biler op via stik, ligesom de skal sørge for at køre bilen i den køreindstilling, der hedder Auto-EV. Ford er i gang med at kontakte ejerne af bilerne, ligesom de også denne gang vil få brev fra Motorstyrelsen, da der er tale om en såkaldt sikkerhedskampagne.
– Såfremt man undlader at oplade sin Kuga og køre i Auto-EV, kan man stadig roligt køre videre i sin Kuga uden bekymring, siger Lene Dahlquist.
Ejerne vil få besked om, hvornår de kan kontakte forhandleren, så de kan få udbedret problemet, men Ford kender endnu ikke tidsrammen for, hvornår fejlene kan rettes, så ejerne må væbne sig med tålmodighed, da reservedelene ikke er klar.
Udvider garantien
Ford understreger, at de har fuld forståelse for, at Kuga Plug-in hybrid har været problemramt indtil videre. For alle allerede udleverede PHEV-udgaver af Ford Kuga, udvider Ford Danmark garantien fra to til fem år med i alt 100.000 km kørsel – alt efter hvad der kommer først.
– Det gør vi for at give kunderne en tryghed. De kan være trygge ved produktet, og derfor vil vi gerne give dem den udvidede garanti, siger Lene Dahlquist.