Ford puster nyt liv i Fiesta ved blandt andet at ændre fronten så det ovale logo nu flyttes fra motorhjelmen ned på grillen. Samtidig bliver det et farvel og tak til den lille, men ret sublime, 100 hestes motor i Fiesta. Fremover vil du kun kunne bestille en ny Fiesta med enten 125 hk eller 155 hk med 48 volts mildhybridteknologi. Medmindre du vælger bulderbassen Fiesta ST, der kommer med 200 hk og et øget moment fra 290 Nm til 320 Nm som i sagens natur giver den lille bandit mere bundtræk.
Den 155 hestes variant fås med en sekstrins manuel gearkasse, mens varianten med 125 hk kan fås med seks manuelle gear eller syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, fortæller Ford i en pressemeddelelse. Fiesta fås enten som Connected, Titanium eller ST-Line. De fås desuden i to nye lakeringer; boundless blue og beautyfull berry. Fiesta kan fremover også fås med LED-forlygter og mulighed for Matrix-teknologi, som automatisk undgår at blænde modkørende og fodgængere.
For ST-varianten gælder det blandt andet, at de ellers så lækre Recaro-sæder er skiftet ud med nogle egenudviklede sæder. Ellers kommer ST i en ny grøn lakering, som hedder noget så flabet som “mean green.” Sådan, Ford. Væk med alt det der politisk korrekte pjat! Som standard har den 18” fælge, og så er den stadig 6,6 sekunder om at nå 0-100 km/t. Topfarten er i øvrigt 230 km/t.
Ford forventer, at de faceliftede Fiestaer og Fiesta ST er i handlen i Danmark i begyndelsen af 2022.