Finland bygger ny solcellebil

Det hollandske bilmærke Lightyear var i april fremme med nyheden om, at en produktionsklar bil, der i princippet udelukkende kører på strøm fra bilens eget solcelleanlæg, snart ville gå i produktion. Firmaet skulle bare lige finde en producent først.

 

Længere tids søgen har nu båret frugt og valget er faldet på finske Valmet Automotive, der før har produceret biler for mærker som Opel, Mercedes-Benz, Ford og Porsche. Derudover har Valmet Automotive også stået for produktionen af en masse bilmodeller for det hedengangne svenske mærke Saab.

I første omgang bliver der produceret 1000 eksemplarer af solcellebilen, men planen er ifølge hollandske bilmedier, at produktionen kan udvides, hvis interessen for solcellebilen er stor nok.

Lightyear One kører som sagt på strøm den selv producerer via et solcelleanlæg i bilens tag. Er batteriet fuldt opladet vil den således kunne køre 725 km inden der skal strøm på igen, men da batteriet lades hele tiden vil den således i princippet kunne køre i flere måneder uden at komme forbi en ladestander for at få strøm på batteriet. Den vil godt kunne lades via kabel, men Lightyear mener at det i langt de fleste tilfælde ikke vil være nødvendigt. I gennemsnit bruger den 83 Wh pr. km.

Lightyear One har plads til fem voksne. To foran og tre på bagsædet. På bagsædet har bilen i øvrigt tre Isofix-beslag til barnestole. 0-100 km/t klarer den på under 10 sekunder. Der er plads til hele 780 liter i bagagerummet, og så har den ellers alt, hvad man kan forvente af en moderne bil i dag. Det er sådan noget som trådløs opladning af mobilen, nøglefri betjening, Apple CarPlay/Android Auto samt over the air opdateringer af softwaren.

I en pressemeddelelse siger Lightyears direktør, Lex Hoefsloot, at man fra Lightyears side er meget glade for at have fundet en produktionspartner til at bygge Lightyear One som efter planen kommer på gaden i løbet af 2022. Om bilen kommer til Danmark vides endnu ikke. 

Del artikel

Har du også læst?