Det går fremad med udbredelsen af elbiler i EU, selv om det stadig er de fossildrevne biler der klart sælger bedst i store dele af Europa.
Mens andelen af elbiler af de samlede nyregistreringer i EU udgjorde små 10 procent i 2. kvartal, er der i 3. kvartal kommet endnu flere elbiler på de europæiske veje. Elbilerne har stået for 11,9 procent af de nyregistrerede personbiler, mens plug-in hybriderne har stået for 8,5 procent. Det giver de opladelige biler en samlet andel af nyregistreringerne på mere end 20 procent. Både andelen af benzin- og dieselbiler er faldet i forhold til 2. kvartal, mens hybridbilernes andel er uændret.
Tendenserne i 3. kvartal er en del af en udvikling mod grønnere transport, hvilket passer ind i de nye regler, som EU har vedtaget, om, at alle nye person- og varebiler fra 2035 skal være det man med et flot ord kalder nulemissionskøretøjer. Det betyder, at alle nyregistrerede biler fra 2035 og frem – som det ser ud nu – skal køre på el eller brint.
– De elektriske biler bliver en større og større del af det samlede bilmarked i EU. Det er vigtigt, at EU’s medlemslande imødekommer efterspørgslen med gode vilkår for elbilerne og en bedre ladeinsfrastruktur, siger den administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Mads Rørvig i en kommentar.
Danmark er et af de førende lande
Isoleret har elbilerne i Danmark haft et markant bedre 3. kvartal end det samlede EU resultat. Mere end hver femte nye bil herhjemme er en elbil og de opladelige biler har udgjort 38,6 procent af nyregistreringerne. Det er en fremgang i forhold til 2. kvartal, hvor 15,8 procent af de nye biler var elbiler, mens de opladelige biler udgjorde 33,7 procent.