Lad os bare afsløre prisen med det samme. 240.000 kroner lyder startprisen på, hvilket er særdeles rimeligt, når vi kigger på, hvor meget udstyr Mazda har valgt at putte i MX-30 Sky som indstigningsvarianten hedder. Den har blandt andet adaptiv fartpilot, navigation, head-up-display i forruden, varmepumpe, Connected Services, 18” alufælge og masser af sikkerhedsudstyr.
Betaler du 30.000 kroner mere, får du udstyrsvarianten Cosmo, der har endnu mere udstyr. Den har blandt andet adaptive full-led lygter, der kan blænde op og ned i segmenter, Bose musikanlæg med 12 højttalere, elektrisk indstilleligt førersæde med memory-funktion, varme i rat og forsæder samt en række udvidede sikkerhedsfunktioner.
Til MX-30 Cosmo kan du uden merpris vælge mellem to designretninger i interiøret: en lys, moderne retning kaldet Modern Confidence og en mørkere, mere klassisk retning kaldet Industrial Vintage.
Mellem de to udstyrsniveauer, Sky og Cosmo, er der i en begrænset periode en særlig First Edition-variant. Den er udstyret som en MX-30 Sky, men har derudover interiøret fra en Cosmo samt udstyr som de adaptive full LED-forlygter, elektrisk indstilleligt førersæde og varme i forsæderne. MX-30 First Edition er prissat til 253.000 kroner.
Som alternativ til at købe en MX-30 har Mazda-forhandlerne et introtilbud, hvor en MX-30 First Edition året ud kan privatleases til samme pris som en MX-30 Sky, nemlig fra 3.195 kroner om måneden.
Interiør med bæredygtige materialer
Fælles for alle MX-30 varianter er en formgivning med et reduceret antal linjer og kanter, der sammen med en coupé-agtig taglinje er med til at give Mazdas elbil et flot udseende. Det er et indtryk, der yderligere forstærkes af de store ”freestyle” døre, der takket være en stor åbningsvinkel, giver let adgang til både for- og bagsæder.
Indvendigt er der skabt en luftig atmosfære blandt andet ved hjælp af en ”svævende” midterkonsol. Mazda fortæller, at man specielt til MX-30 har udviklet bæredygtige, miljøvenlige materialer til interiøret. Dørbeklædningen er delvist beklædt med et blødt materiale fremstillet af genbrugte plastikflasker, og sæderne er betrukket med stof, der til dels består af genbrugt garn. Miljøvenligt forarbejdet kork pryder midterkonsollen.
Akilleshælen er rækkevidden
Størrelsesmæssigt matcher MX-30 en Mazda CX-30. Bilen er udstyret med en elmotor med en effekt på, hvad der svarer til 145 hk. Batteriet er af lithium-iontypen på 35,5 kWh, og det er i virkeligheden hér, Mazda MX-30’s akilleshæl er. Bilen har nemlig blot en rækkevidde på 200 km ved blandet kørsel og 265 km ved bykørsel efter WLTP-normen. Inden du skodder MX-30 alene af den grund, så skal du lige overveje, hvor tit du egentlig kører mere end 200 km i et stræk? Husk på, at vi danskere rent faktisk ikke har voldsomt langt til og fra arbejde.
Mazda siger da også, at batteriet er valgt ud fra den betragtning, at det er mindre miljøbelastende og energikrævende at producere end et større batteri, og at det opfylder mange menneskers daglige transportbehov til og fra arbejde og fritidsaktiviteter. Samtidig er det lettere i vægten til gavn for bilens køreegenskaber. Batteriet er integreret i karrosseristrukturen på en måde, så den generelle karrosseristivhed øges. Derudover mener Mazda, at lyden har betydning for førerens og passagerernes oplevelse af accelerationen og hastigheden. Derfor har japanerne elektronisk skabt et diskret lydbillede inde i bilen, der varierer alt efter, hvordan speederen betjenes.