Dacia Picnic genopstår

Corona satte en stopper for store forsamlinger – herunder den efterhånden legendariske Dacia Picnic på Egeskov Slot. Nu genopstår den, og flere tusinde forventes til Egeskov Slot på Fyn i begyndelsen af september.

Det endegyldige bevis for, at corona nu er en saga blot, må være, når flere hundrede Daciaejere bevæger sig til det smukke Egeskov Slot på Fyn til Dacia Picnic søndag den 3. september. Her forventes 4000 glade mennesker, der i år kan fejre, at det er 10 år siden Dacia kom til Danmark.

– Dacia Picnic er en helt unik begivenhed som vi er så glade for at kunne invitere til i år. Den har været savnet her hos os i Dacia Danmark, og helt sikkert hos de mange mennesker, der plejer at have plottet Dacia Picnic ind i deres kalender. Vi har det faktisk som når køerne venter på at komme på græs. Vi kan næsten ikke vente, siger Søren Hyltoft, kommunikationschef hos Dacia i Danmark. Han har sammen med resten af Dacia i Danmark har lagt sig i selen for at gøre årets Dacia Picnic til noget helt særligt.

– I år fejrer vi Dacias 10-års fødselsdag i Danmark, og det er noget helt specielt. Ikke alene har vi sørget for godt vejr, vi har også planlagt en lang række underholdende elementer. Blandt andet kårer vi Danmarks flotteste Dacia og vi får besøg af Motor Mille kendt fra DR Ramasjang, der underholder. Men alt det er sådan set bare et ekstra krydderi på en dag, der kommer til at emme af hygge og samvær, siger Søren Hyltoft.

Programmet begynder kl. 10.00 og strækker sig frem til sidst på eftermiddagen. Hele dagen vil der være gratis adgang til Egeskov Slot, og der er sørget for både frokost og drikkevarer til deltagerne på dagen. Og mon ikke deltagerne kan nyde en kop kaffe og få et stykke af Danmarks største kagemand, der i dagens anledning er forsynet med 10 lys.

Vil du til Dacia Picnic skal du selvfølgelig være ejer af en Dacia eller i hvert fald køre med ham eller hende, der ejer en Dacia. Ejeren skal så tilmelde sig hos den lokale Dacia forhandler. Fristen for tilmelding er den 15. maj. Men er kalenderen fri, så lad være med at vente til sidste øjeblik. Det er nemlig som altid først til mølle.

Del artikel

Har du også læst?