Bilsalget er igen rigtig godt med

I den netop overståede juli måned kom der 18.952 nye personbiler ud på de danske veje, hvilket er 13,4 procent flere end i juli 2019. Det er en markant fremgang, når man sammenligner med salget i juni og maj, der, primært på grund af coronakrisen, var henholdsvis 13,4 og 40,1 procent lavere end i de samme måneder af 2019. En periode med dårligt bilsalg synes dermed at være slut, selvom coronakrisen givetvis stadig vil afspejle sig i ÅTD-regnskabet.

– Selvom vi ikke endegyldigt kan lægge coronakrisen bag os endnu, er juli måneds positive bilsalg et klart udtryk for, at bilsalget er tilbage på ret køl. Kunderne er vendt tilbage, hvilket sandsynligvis er blevet hjulpet godt på vej af, at flere danskere end normalt har vekslet den dyre udenlandsrejse med en bilferie i det danske sommerland, som muligvis har betydet flere ture til bilforhandleren, siger Mads Rørvig der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

Lutter fremgang til de grønne biler

Plug-in hybriderne, dem bilbranchen rigtig gerne vil kalde de grønne alternativer, har endnu engang opnået salgsrekord. 2.539 nye plug-in hybrider fik plader på i den forgangene måned og plug-in’erne stod for hele 13,4 procent af alle indregistreringer.

Plug-in hybriderne slog i juni måned salgsrekord med 1.415 solgte biler. Den rekord er nu allerede slået med 2.539 solgte plug-in’er i juli måned. Det går generelt rigtig godt for plug-in hybriderne, som ikke har set sig tilbage siden august 2019, og i den forgangene måned stod plug-in’erne for hele 13,4 procent af alle indregistreringer. De seneste to måneders kvantespring for plug-in hybridsalget skyldes i høj grad den nye Ford Kuga PHEV’s popularitet. Bilen er alene i juli måned solgt i 1660 eksemplarer. På andenpladsen kommer Mitsubishi Outlander PHEV med beskedne 151 solgte eksemplarer. Tredje- og fjerdepladsen tilfalder i den forgangne måned Kia med henholdsvis Ceed PHEV og Niro PHEV der hver især er solgt 115 og 94 styks af.  

Elbilerne er også i fremgang

Der blev indregistreret 488 nye elbiler i juli måned. Det er 84,9 procent flere biler end i samme måned sidste år, hvor der blev solgt 264 elbiler. Andelen af elbiler i det totale personbilsalg endte på beskedne 2,6 procent i juli måned. Sidste måneds mest solgte elbil i Danmark er Hyundai Kona (98 stk.) foran Kia Niro (49 stk.) og Renault Zoe (44 stk.) mens det i Danmark nye mærke MG har solgt 37 eksemplarer af deres ZS EV.

Elbilerne har generelt klaret sig fint igennem krisen, og i de seneste to måneder har kurven for 2019/20 igen bevæget sig op på den rigtige side af kurven for 2018/19, hvilket har bidraget positivt til ÅTD-regnskabet. Indtil videre er 4.203 nye elbiler kommet ud på de danske veje i 2020 -det er 47,3 procent flere end i de første syv måneder af 2019.

Benzin og diesel trækker læsset

Det er dog stadig benzin- og dieselbilerne der sørger for langt størstedelen af salget hos de danske bilforhandlere, hvor de evige topsællerter som Citroën C3 (1062 stk.) Peugeot 208 (826 stk.) og Nissan Qashqai (472 stk.) stadig er i toppen af salgsstatistikkerne. De tre her nævnte bliver dog slået af føromtalte Ford Kuga, der er solgt i 1688 eksemplarer, hvor de 1660 af dem altså er PHEV-varianter. 

ÅTD-regnskabet er forsat mærket af coronakrisen, som har præget bilsalget siden marts. I årets første syv måneder er der således blevet indregistreret 107.367 nye biler svarende til en nedgang på 22,7 procent ift. samme periode af 2019, der bød på 138.934 nye personbiler.

Del artikel

Har du også læst?