Sø- og Handelsretten fandt i november 2020, at værkstedskæden Skorstensgaards udsagn om effektivitet, kvalitet og pris er vildledende, ulovlig sammenlignende reklame og i strid med god markedsførings- og erhvervsskik.
Om årsagen til anken siger den administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, at man overordnet set er meget tilfreds med dommen, da man nu har rettens ord for, at Skorstensgaard har overtrådt lovgivningen, og at konkurrence skal ske på lige vilkår.
Bilimportørerne hæfter sig dog ved, at der fortsat er dele i Skorstensgaards markedsføring, som man ikke mener forbrugerne er tjent med, hvilket er årsagen til, at man nu har anket disse dele af dommen.
Vildledning og urigtige udsagn
– Forbrugerne bliver vildledt, når Skorstensgaard popper op som et af de første hit ved en Google-søgning på ”autoriseret serviceværksted”. For lad os slå fast; Skorstensgaard er ikke autoriseret, og denne form for online markedsføring giver en falsk blåstempling. Med andre ord kan man sige, at Skorstensgaard snylter på vores brands, siger Mads Rørvig til Biltesteren.dk
De Danske Bilimportører mener desuden, at forbrugerne burde kunne stole på, at de oplysninger, de modtager, er ordentlige og korrekte. Et andet eksempel på det er ”20 procent prispres konceptet”. Det går i sin enkelthed ud på, at et værksted matcher et andet værksteds pris, samt går 20 procent under for at få aftalen i hus. Det er et velkendt koncept, som også anvendes i andre brancher. Bilimportørerne mener så bare, at problemet med Skorstensgaards anvendelse er, at der er utallige forbehold, som forbrugeren først bliver bekendt med sent i processen; for eksempel skal det være et skriftlig tilbud fra et andet værksted i samme by. Desuden gør Skorstensgaard heller ikke opmærksom på, at de anvender uoriginale reservedele.
Skorstensgaard ser frem til en “ny runde” i Landsretten. Således siger værkstedskædens administrerende direktør Anders Skorstensgaard i en kommentar til Biltesteren.dk:
– Henset til, at Sø- og Handelsretten gav Skorstensgaard medhold i fem af seks påstande, er det forventeligt, at Bilimportørerne vælger at anke. Skorstensgaard fik rettens ord for, at bilejerne bevarer fabriksgarantien og får et gyldigt stempel i servicebogen, når de sparer penge hos Skorstensgaard. Det er vigtigt for de danske bilejere, og derfor fortsætter vi vores benhårde prisfokus og tager gerne en runde mere til gavn for forbrugerne.
Hvornår sagen bringes for Landsretten vides endnu ikke.