Alle eksemplarer af den nye Giulia GTA og GTAm har nu fundet et hjem. Jubilæumsmodellen blev præsenteret i forbindelse med mærkets 110-års fødselsdag, og er den kraftigste model fra Alfa Romeo nogensinde. GTA er en superbil til hverdagsbrug med fire sæder, mens GTAm med bl.a. to sæder og sekspunktsseler er tiltænkt bane, men også godkendt til almindelig kørsel på vej.
540 hk og 0-100 på 3,6 sekunder
Alfa Romeo Giulia GTA og GTAm er inspireret af den originale klassiker med samme navn fra 1965. Dengang tog de italienske teknikere også en Giulia, gjorde den lettere og forøgede effekten. I den nye GTA og GTAm er det gjort med udbredt brug af kulfiber, aluminium og titanium, der tilsammen bringer vægten ned på bare 1.520 kg. V6-motoren på 2,9 liter med biturbo kommer fra Giulia Quadrifoglio, men er optimeret og yder 540 hk i den nye GTA og GTAm, hvilket giver ekstremt gode forhold mellem vægt og kræfter på 2,82 kg/hk. Det gør GTAm i stand til at levere ekstraordinære præstationer. Accelerationen er voldsom takket være Launch Control, og 0-100 km/t. tager blot 3,6 sekunder.
Med inspiration fra sporten – ligesom i 1965
Aerodynamisk er den nye Giulia GTA og GTAm også optimeret med inspiration direkte fra Formel 1 i form af et samarbejde med Sauber Engineering. Den oprindelige GTA fra 1965 blev udviklet i samarbejde med racerkørerne Teodoro Zeccoli og Andrea de Adamich, der efterfølgende havde deres største spotslige succeser i Giulia GTA. Med den nye GTA og GTAm har de to Formel 1-kørere Antonio Giovinazzi og Kimi Räikkönen deltaget i udviklingen af bilen, foretaget testkørsler og bidraget med input og feedback især vedrørende bilens aerodynamik og håndtering.
Fire danske købere
Den oprindelige Giulia GTA fra 1965 kom som gadebil i 500 eksemplarer. Det var et krav, hvis den skulle godkendes til motorsport. Den nye Giulia kommer ligeledes i 500 eksemplarer, og alle 500 er nu solgt. Heraf finder fire af dem vej til danske ejere. To danskere har købt GTA (3.300.000 kr. inkl. moms og afgift) og to har købt den hårdkogte GTAm (3.400.000 kr. inkl. moms og afgift). Leveringen vil finde sted i løbet af de næste 6 måneder.