Som om chipmangel ikke var nok, så melder der sig nu endnu en mangelvare for den internationale bilproduktion, skriver Motormagasinet.
Der er ved at være alvorlig mangel på grundstoffet magnesium, som anvendes til produktion af aluminium, hvilket har sendt priserne på himmelflugt, siger analytiker René Tønder.
Ifølge mediet Financial Times står Kina for intet mindre end 85 procent af verdensproduktionen af magnesium, og for dels at nå nogle klimamål og dels meget høje energipriser, har Kina simpelthen valgt at skære rigtig meget ned på den energitunge produktion.
Bilbranchen verden over bruger cirka 35 procent af den samlede magnesiumproduktion, og der findes ingen erstatning for magnesium i produktionen af aluminium. Dertil kommer endnu en udfordring, da magnesium blot kan oplagres i omkring tre måneder, hvorefter det begynder at ilte.
Fabrikker kan lukke om få måneder
René Tønder fortæller til Motormagasinet, at problemet er ret kritisk, da vi her i Europa ingen egenproduktion har af magnesium og dermed er afhængige af Kinas produktion.
– Europa har ingen produktion af magnesium, og især europæiske bilproducenter frygtes at blive påvirket af situationen, da det forventes at Kina vil dirigere den lavere produktion til det indenlandske marked frem for til eksport.
– Hvis ikke Kina hurtigt reetablerer den hidtidige produktion af magnesium, så kan mange bilproducenter reelt blive nødt til at lukke fabrikkerne om tre til fire måneder, siger René Tønder.
Kan blive katastrofalt
Med andre ord, er det altså meget mørke skyer, der ifølge analytikeren trækker ind over den internationale bilverden i øjeblikket.
– Potentielt kan det faktisk, især for europæiske bilproducenter, blive katastrofalt. For der er ingen substitutionsmuligheder. Man kan ikke bare gå væk fra aluminium på samme måde, som man til dels kan håndtere chipmanglen ved at “de-contente” nogle biler eller, som for eksempel Mercedes, anvende flere high-end chips.
Derfor, råder René Tønder, skal man se at få købt nogle biler ind til lager, mens muligheden endnu er der.
– Jeg vil tro at nyvognsforhandlerne har så mange ordrer inde, som de synes er fornuftigt. Og hvis fabrikkerne helt lukker i en periode, så er der jo ikke noget de kan gøre ved det.
– Så det er snarere med hensyn til brugte biler, at der nogle muligheder for handling. Og hvis produktionen af nye biler bliver lukket yderligere ned, så vil efterspørgslen efter brugte biler med stor sandsynlighed stige.