Alfa Romeo dør ikke

Det hører til de absolutte sjældenheder, at en fusion har gjort ret meget godt for andet end aktionærer og topledelsen i den respektive koncern, men fusionen mellem franske PSA, som hidtil har ejet mærker som Opel, DS, Peugeot og Citroën – og italienske FCA med mærker som Ram, Jeep, Fiat, Lancia, Chrysler, Dodge, Maserati og Alfa Romeo ser nu ud til at åbne mere end uventede muligheder for sidstnævnte mærke i den nye giga-koncern ved navn Stellantis med hovedsæde i Holland.

Ingen tør købe dem

Alfa Romeo har de seneste mange år nærmest været skyggen af sig selv, hvor vel nok kun inkarnerede Alfister har turdet købe en ny Giulia eller Stelvio, hvilket for nuværende rent faktisk er de eneste to modeller, der kan købes hos en Alfa Romeo forhandler, da både Mito og Giulietta for længst er sendt på pension. Helt ufatteligt i øvrigt, for hvis man bare går en lille smule op i regulær køreglæde så findes der ikke ret mange biler, der kan hamle op med Alfa Romeo Giulia og for den sags skyld også Stelvio. Bilanmeldere, motorjournalister og andre med mere eller mindre forstand på den slags storroser gang på gang både Giulia og Stelvio for sublime køreegenskaber, men lige lidt hjælper det; kunderne tør ikke købe dem!

Oplagt at sende Alfa Romeo i graven

Følger Giulia og Stelvio den normale livscyklus er begge modeller godt og vel halvvejs gennem livet, og så vidt vi kan researche os frem til, er der endnu ingen planer om afløsere for de to lækkerbiskener. Med andre ord er Alfa Romeo reduceret til et nichemærke med en ubetydelig lille omsætning i en kæmpe koncern, og med effektivisering, besparelser og rationaliseringer lige rundt om hjørnet, hvis Stellantis følger den normale drejebog for en storfusion, er der meget som tyder på, at Alfa Romeo kan være et oplagt mærke at sende i graven.

Franskmand i spidsen for Alfa Romeo

Men nej! Stellantis har placeret den 54-årige Jean-Philippe Imparato som øverste chef hos Alfa Romeo. Umiddelbart måske ikke så godt, da Imperato jo er franskmand og da der jo altid har været en vis rivalisering mellem Italien og Frankrig er det mest nærliggende at tro, at Jean-Philippe Imparato er bødlen der skal aflive det traditionsbundne italienske bilmærke én gang for alle. Der er bare lige den finurlige krølle på det hele, at Imparato, på trods af sin fortid hos Peugeot, er erklæret alfist med en enorm passion for Alfa Romeo. Faktisk så meget, at eksperter på området direkte peger på, at det her er Alfa Romeos genfødsel.

Alfa Romeo skal ikke dø

Jean-Philippe Imparato har absolut ingen planer om at gør Alfa Romeo til fortid. – Fremtiden har også Alfa Romeo med som et bilmærke, er Imparato citeret for at sige til både italienske og franske bilmedier.
Skal vi tro de selvsamme medier ligger det først for, at det legendariske GTV-navn får en ny æra. Intet er dog vedtaget endnu, men Imparato skulle være mere end tæt på at give grønt lys til en fuldt elektrisk, firedørs-coupé baseret på den PSA-platform, der også bruges til Peugeot 508, hvilket betyder, at der nemt kan produceres både plug-in hybrid og mild hybrid-udgaver af en Alfa Romeo GTV. Flere italienske medier spekulerer endda i at planerne skulle være så langt fremme, at ingeniører hos Alfa Romeo er i fuld sving med at implementere egne hjulophæng og affjedring til PSA-platformen for at gøre GTV’en til en ægte Alfa Romeo på lige fod med den nuværende Alfa Romeo Giulia.

Flere Alfa Romeoer på vej

I de knap så luksuriøse rækker er der desuden planer om at producere en ny udgave af Mito bygget på den platform, der også er platform for biler som Opel Corsa og Peugeot 208 – hvor Alfa Romeos crew endda får lov til at pille ved sagerne, så bilen netop bliver mere Alfa Romeo på både design og køreegenskaber. Derudover kommer vi mulighvis også til at se en Alfa Romeo Brennero bygget på samme platform. Brennero bliver den italienske udgave af Peugeot 2008. Man har heller ikke glemt Tonale som efterhånden har været ventet i en del år. Efter Stellantis-fusionen har der været rygter fremme om at man simpelthen ville droppe Tonale, men nu er det endelig vedtaget, at crossoveren bliver til noget og at den kommer på gaden i 2022. Som om det ikke er nok vil de mest romantiske italienske bilmedier endda vide, at Imperato går med seriøse planer om at lancere en helt ny udgave af Alfa Romeo Spider – en åben topersoners roadster med masser af Alfa Romeo DNA. Spideren kommer dog først når/hvis Alfa Romeo igen kan vise flotte tal på bundlinjen.

Del artikel

Har du også læst?