Den er god nok. Agile Automotive, der har til huse i Vamdrup nær Kolding, er klar med en gadegodkendt racerbil. Den lille frækkert har 300 hk, vægten er blot 580 kg og så og er den bygget med Formel 1-teknologi, som gør Agile SCX i stand til at præstere på niveau med langt mere eksklusive supersportsvogne.
Det hele startede i 2014, da ingeniøren, Tim M. Hansen, der havde specialiseret sig i at producere højkvalitets kulfiberkompositter til motorsportskunder hos Le Mans- og Formel 1-fabrikanterne, blev kontaktet af nogle ihærdige studerende fra Danmarks Tekniske Universitet. Ingeniøren foreslog, at de unge mennesker designede en kulfibermonocoque.
Som sagt, så gjort og i takt med at projektet tog form, voksede ideen om at opbygge et nyt dansk bilmærke og en fuldstændig racerbil. I foråret 2016 blev Agile Automotive etableret, og året efter præsenterede firmaet en Agile SCX med Lotusteknik. I sommeren 2018 stod Agile SCX’en klar med en moderne drivlinje fra Ford med 225 hk og Agileteknik. Nu starter serieproduktionen af den lynhurtige Agile SCX-sportsvogn i kulfiber. Agile Automotive starter på det danske marked, hvor den første bil allerede er solgt. På sigt er ambitionen at ramme det internationale marked.
Danske komponenter
Agile SCX er et dansk racerbilsprojekt, og derfor er der så vidt muligt benyttet danskproducerede dele. Dog har man hos Agile Automotive også fokuseret på at anvende standardkomponenter, for at gøre det lettere og billigere for kunderne at servicere bilen. Agile SCX kommer med en moderne Ford turbomotor og tilhørende gearkasse samt trækaksler og kan, takket være sit moderne design helt i kulfiber og sine potente formel-evner, accelerere fra 0-100 km/t på blot 3 sekunder. Prisen er 500.000 kroner uden moms og afgift. Skal du have den på danske plader, er prisen omkring 1,5 million kroner.