Afbryd bil-opladningen når el-nettet er presset

Danmark står overfor en samfundsomstilling, der betyder, at forbruget af strøm kommer til at blive fordoblet om få år – særligt forbruget til varme og i transportsektoren. Ifølge brancheforeningen Dansk Energi står el-forbruget på de to områder til at blive firedoblet om blot ti år og hele syv-doblet i 2040. Det skaber et problem for det ledningsnet, der skal transportere al den megen ekstra strøm.

-Vi har sagt før, at el-nettet risikerer at bryde sammen, når elforbruget stiger hos danskerne. Vi ved, at det er den virkelighed, vi kigger ind i, så vores opgave er nu ganske enkelt at sikre, at det ikke sker, siger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør for energikoncernen EWII.

– Vi kan undgå problemet med to forskellige tilgange, og vi skal bruge begge to: Vi kan sikre os, at der er økonomi til de nødvendige udbygninger af nettet, eller vi kan arbejde på at administrere strømmen, så den bliver fordelt ud over døgnet, forklarer direktøren.

Administration – eller fleksibilitet – i strømforsyningen er både EWII og resten af energibranchen i fuld gang med at arbejde på. Mange elnetselskaber har allerede indført højere priser på nogle tidspunkter at døgnet i håb om på den måde at sprede forbruget ud, og rundt omkring på universiteter og i forskningscentre sidder kloge hoveder og arbejder med fleksibilitet og energilagring, der skal skabe den fornødne fleksibilitet i energisystemet. 

– Det er alt sammen rigtig godt. Men vi har tiden imod os, og derfor er der brug for endnu mere handling, siger Lars Bonderup Bjørn.

Derfor har han en kedelig opfordring som nødløsning:

-Jeg opfordrer som ejerrepræsentant el-netselskaberne til at indrette sig med afbrydelighed i el-nettet, så de for eksempel kan slukke for ladning af elbiler, når nettet nærmer sig overbelastning, siger han.

Afbrydelighed betyder ganske enkelt, at når der er pres på nettet, så bliver større strømslugere, som for eksempel en el-bil, der er ved at oplade, sat på pause, indtil der igen er mere plads i ledningerne. Der vil stadig være strøm i stikkontakten i husstanden – men det vil alligevel være noget, som Hr. og Fru Danmark vil komme til at mærke, erkender direktøren:

– Afbrydeligheden har den konsekvens, at det for eksempel kan komme til at tage længere tid at oplade en elbil. Men omvendt vil det reducere risikoen for nedbrud i el-nettet væsentligt. På nogle veje vil man aldrig mærke afbrydeligheden, mens den på andre vil blive markant, forklarer EWII-direktøren.

Hellere afbrydelighed end nedbrud

Selskabet har flere gange advaret politikerne mod at gennemføre en grøn omstilling uden at tænke på infrastrukturen – senest i et opråb i forbindelse med regeringens planer om at bygge flere ladestandere til elbiler. 

– Opfordringen er et udtryk for frustration over, at man politisk gør sig en forestilling om, at man kan udbygge el-nettet i nogle småbidder hist og pist, siger Lars Bonderup Bjørn.

Han er ærgerlig over at se den politiske proces fortsætte med gode tiltag ovenjorde, men uden at tage højde for det elnet, der bogstaveligt talt skal sætte strøm til det hele:

– Politikerne skal tage ansvar og vurdere til hvilken kapacitetsgrænse el-nettet skal udbygges. I dag udbygger el-netselskaberne alt, hvad de kan, inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed. Men vi skal ikke stikke hinanden blår i øjnene om, at alting kan lade sig gøre. Den økonomiske ramme definerer et mulighedsrum, lyder det fra direktøren.

– Vi kan ikke både få en ubrudt ladning og et stabilt elnet med den økonomiske ramme, vi har i dag. Manglen på politisk prioritering betyder, at så må el-netselskaberne prioritere i stedet for. Og her prioriterer vi stabilitet over hastighed – også selvom vi kan se, det betyder, vi ikke kan garantere, du altid kan lade din bil op hurtigt, lyder det fra direktøren.

Del artikel

Har du også læst?