Volkswagen Group Technology samler nu alle koncernens aktiviteter inden for batterier, opladning og elektroniske komponenter.
Volkswagen Group tager nu selv hånd om alle de centrale komponenter og udvikler nu, ud over batterier og elmotorer, også pulsomformere og termostyringssystemer internt. At drivlinjen kommer fra et og samme sted giver markante effektivitets- og omkostningsfordele – op til 20 % øget effektivitet er mulig alene takket være den optimale kombination af individuelle komponenter. Pulsomformeren er hjernen i den elektriske drivlinje og bærer størstedelen af ansvaret for effektiviteten og præstationerne. I forbindelse med den første pulsomformer, som skal være ”designed by Volkswagen”, har udviklerne af disse kernekomponenter konstrueret både ny hardware og ny software helt fra bunden. Takket være platformsprincippet kan de i fremtiden implementeres i alt lige fra indstigningsmotorer til sportsvogne med en ydelse på over 500 kW. Teknologien er i øjeblikket i gang med at blive færdigudviklet til serieproduktion, og den kan allerede anvendes i forbindelse med næste generation af MEB-platformen som benyttes på en stor del af markedets elbiler.
Når det gælder termostyringssystemer, så arbejder Volkswagen på helt nye løsninger. Man anvender i dag et stort antal individuelle moduler og lange slangetilslutninger, men de vil i fremtiden blive erstattet af et ekstremt kompakt, integreret termomodul. Det kommer til at styre hele klimareguleringen inklusive den til højvoltsbatteriet, og det vil have stor indflydelse på bilens rækkevidde og lynopladningsegenskaber. Det nye alt-i-et-modul vil også være markant lettere, mere robust og mere effektivt end de nuværende systemer.
Ud over effektiviteten er der ved udviklingen af alle centrale elektriske drivlinjekomponenter primært fokus på skalerbarheden – fordi store økonomiske stordriftsfordele reducerer omkostningerne.
Volkswagen Group Technology samler således alle koncernens aktiviteter inden for batterier, opladning og elektroniske komponenter og understøtter mærkerne som hele koncernens tværgående leverandør af teknologiske løsninger. Datterselskaberne PowerCo (batterier) og Elli (opladning og energi) er også en del af dette setup. Hightech-porteføljen omfatter blandt andet unified cell-batterier, som vil blive anvendt i alle modeller i Volkswagen-koncernen fra 2025 og sætte nye standarder inden for batteriteknologi. Divisionen omfatter også Platform Business, som håndterer samarbejdet med eksterne partnere som eksempelvis Ford og Mahindra. Rundt om i verden arbejder der ca. 70.000 mennesker hos Volkswagen Group Technology.