Volvo dropper forbrændingsmotoren

Hvis du har planer om at købe en Volvo med helt almindelig forbrændingsmotor så skal du til at komme i gang. Volvo dropper nemlig fuldt ud alt, hvad der hedder motorer, som anvender fossilt brændstof senest med udgangen af 2030.

I en pressemeddelelse skriver Volvo, at man har som målsætning at blive en førende spiller på det hurtigt voksende marked for elbiler i premiumsegmentet og sigter mod at blive et rent elbilselskab inden udgangen af 2030. 

Med andre ord vil Volvo til den tid kun sælge fuldelektriske biler og udfase samtlige biler med forbrændingsmotor i sin globale portefølje. Dette inkluderer altså også hybrider.

Volvos overgang til at blive en fuldelektrisk bilproducent er en del af en ambitiøs klimaplan, der via konkrete handlinger stiler efter en konsekvent reduktion af CO2-fodaftrykket pr. bil igennem hele dens livscyklus. Beslutningen bygger på en forventning om, at både lovgivningen og en hurtig udvidelse af den tilgængelige opladningsinfrastruktur vil sætte skub i forbrugernes accept af rene elbiler.

Du vil i fremtiden heller ikke kunne opsøge en Volvo-forhandler for at købe din bil af en salgskonsulent som vi kender det i dag. De fuldelektriske Volvoer vil nemlig kun kunne købes online. 

Volvo lancerede sin første fuldelektriske bil, XC40 Recharge, på udvalgte markeder sidste år. Senere i dag vil svenskerne løfte sløret for sin anden fuldelektriske bil – en ny model i 40-serien.

I de kommende år vil Volvo yderligere lancere en række elektriske modeller. Allerede inden 2025 sigter virksomheden mod, at 50 procent af det globale salg skal bestå af fuldelektriske biler, hvor resten er hybrider. Inden 2030 skal alle biler i porteføljen være fuldelektriske.

Del artikel

Har du også læst?