Da Toyota for snart tre år siden introducerede femte generation af den legendariske sportsvogn, GR Supra, var interessen fra bilentusiaster overvældende.
Hidtil har den heftige sportsvogn kun kunnet fås med 8-trins automatgear med mulighed for selv at skifte op og ned med palerne ved rattet. Men mange har drømt om et ægte, manuelt gear til GR Supra, og nu bekræfter Toyota, at det er lige, hvad der er på vej.
Skræddersyet til GR Supra
Faktisk har Toyota udviklet et helt nyt og skræddersyet manuelt gear til GR Supra, der skal være med til at skabe endnu tættere bånd til Toyotas motorsportsafdelings DNA og samtidig forbedre køreoplevelsen.
Man vil kunne kende den kommende manuelle udgave af GR Supra på et rødt Supra-skilt på bagenden.
Toyota har på nuværende tidspunkt ikke flere informationer om den nye manuelle pakke til GR Supra, så kunder, entusiaster og fans må fortsat væbne sig med tålmodighed, inden bilen bliver præsenteret senere i år.