Toyota garanterer tilbagekøbspris

Usikkerhed om fremtidige ændringer af bilafgifterne. Usikkerhed om værdien af din nye bil i fremtiden. Og usikkerhed om du kommer til at skylde mere på dit billån, end bilen reelt er værd i fremtiden. Alt dette vil Toyota nu gøre op med. 

Vores forventninger til den økonomiske situation i fremtiden ligger ifølge Danmarks Statistik for tiden på rekordlave niveauer. Derfor fylder usikkerheden om økonomien som bilejer også mere og mere. Men nu vil Toyota fjerne usikkerheden i bilejerskabet, når du ønsker at sælge din bil. Derfor lancerer man i Danmark et helt nyt koncept i form af en garanteret tilbagekøbspris på din brugte Toyota bil.

– Konceptet går helt enkelt ud på at skabe størst mulig tryghed for bilejeren den dag, han eller hun ønsker at skille sig af med sin bil. Med en garanteret tilbagekøbspris startende efter fem års ejerskab er bilejeren nemlig sikret at kunne betale hele sit billån ud uanset udviklingen af priserne på brugte biler i fremtiden, siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Tilbagekøbspris dækker altid restgælden

Det eneste krav for dig som bilejer er, at du har købt en fabriksny Toyota efter 1. september i år og fået den finansieret med mindst 20 procent i udbetaling. Den garanterede minimumspris ved tilbagekøbet vil som udgangspunkt altid være restgælden på billånet og er baseret på, at du max kører 15.000 km om året samt får bilen serviceret på et autoriseret Toyota-værksted. Tilbuddet træder i kraft den dag bilen fylder fem år og helt frem til lånets udløb.

Det er helt frivilligt om du ønsker at benytte dig af tilbuddet om tilbagekøb, der dog kan give god økonomisk mening, såfremt du skylder mere i billånet end bilens reelle markedsværdi. Du vil dog altid frit kunne vælge at gøre brug af den garanterede tilbagekøbspris eller selv at stå for salget af din brugte bil.

Del artikel

Har du også læst?