Renault inviterer til Tourfest

Når Tour de France-feltet tager af sted på 2. etape fra Roskilde på lørdag, inviterer Renault Veteranerne og Renault i Danmark til fest og farver. Alle er velkomne til at se Tour de France fra første parket.

Der er dømt dansk/fransk folkefest, når Tour karavanen passerer Borrevejle rundkørslen (Munkholmvej/Hornsherredvej) lige udenfor Roskilde på lørdag. Her inviterer Renault Veteranerne i samarbejde med Renault i Danmark til fest med fransk musik, fadøl, croissanter, kølig rosé og frisklavet kaffe fra morgenstunden. Alt er helt gratis og nydes på et stort areal lige ud til tour-ruten. I midten af det store område har man placeret ni klassiske Renault-biler i rød, hvid og blå, der fra luften danner det franske flag.

Bag initiativet står den garvede Renault veteran Henrik Stenholt i samarbejde med Renault i Danmark.

– Vi har været i gang med planlægningen længe, og håber at der kommer mange mennesker til vores lille arrangement, som er helt gratis. Vi har jo næsten fransk blod i årene, og når nu Tour de France kommer forbi, så gir´ vi den gas, siger Henrik Stenholt.

Han fortæller endvidere, at man har lånt et 2.000 kvadratmeter stort område lige ud til rundkørslen, hvor rytterne kommer forbi. – Her har vi har samlet 11 klassiske Renault-biler, hvor de ni af dem danner det franske flag, siger Henrik Stenholt. Fra RN Danmark, der står for importen af Renault i Danmark, glæder Communication & Event Manager Søren Hyltoft sig som et lille barn til dagen.

– Det bliver fantastisk og vi håber at rigtig mange mennesker vil komme forbi og fejre begivenheden med os.

Som importør af Renault er det jo legendarisk, at en så stor fransk begivenhed kommer til landet. Samtidig har Renault også været en del af Tour historien med eget cykelhold fra 1978 til 1985 med stjerner som Bernard Hinault og Laurent Fignon, der begge vandt Tour de France flere gange. Så selvfølgelig skal vi være med til at fejre det, siger Søren Hyltoft, der samtidig kan takke Renault Veteranerne for at arrangementet er blevet til virkelighed.

Renaults historie daterer sig tilbage til 1898 og rækken af legendariske Renault modeller er nærmest uendelig. Og det er helt fantastisk, at der findes så dedikerede mennesker som dem i Renault Veteranerne.

På det mere end 2000 kvadratmeter store areal vil det franske flag blive lavet af ni klassiske biler.

Det blå i det franske flag udgøres af: en R8, R10, 4CV. Det røde af Fuego, Ondine, R8, mens den hvide farve er lavet af en Dauphine-Deluxe, 4CV, Gordini. Desuden vil der være en gul R4L og servicevognen, er en smuk AHG varevogn.

Alle er som sagt velkomne til at deltage i fejringen lige udenfor Roskilde. Vejene lukkes 8:30, og man kan parkere ved vejen, der fører fra Lundby mod rundkørslen.

Programmet ser sådan ud:

Kl. 9.00: Opstart: Kaffe/te, croissanter – med fransk musik, der skaber den helt rette stemning

Kl. 10:45. Den festlige tour karavane kommer forbi

Kl. 11.00: Der diskes op med fadøl, sodavand og kølig rose.

Kl. 12. 45. Rytterne passerer

Del artikel

Har du også læst?