Alle bilmærker har en eller flere crossovers på programmet. Bilproducenterne siger, at kunderne er vilde med de høje og sportslige biler. Sandheden er dog, at de er billigere at producere sammenlignet med eksempelvis de traditionelle stationcars, hatchbacks og sedaner.
De mange crossovers har både taget markedsandele fra den førnævnte stationcar, og fra de mere fornuftsprægede MPV-familiebiler. Et segment, der har været meget populært – og i øvrigt nærmest er opfundet af Renault med introduktionen af Espace og Scenic i 1980’erne og 1990’erne.
Med Arkana betræder Renault en helt ny design-sti. Med sit sportslige coupé-design ligner den ingen anden bil fra Renault selv om billederne tydeligt viser, at der er slægtsskab med den nye Renault Captur.
Renault Arkana har et design, der ellers kun har været forbeholdt premium-mærker og modellen fasttømrer Renaults model line-up i mellemklassen. Her er der i forvejen Mégane, Kadjar, Captur og Scénic.
Interiøret i Arkana er, typisk Renault, præget af rummelighed og praktiske løsninger. Og teknologien er i højsædet med store displays, der understreger bilens komfortorienterede design tilgang. Arkana vil kunne fås i en lang række versioner – blandt andet R-S. Line, der tilføjer bilen både eksklusivitet og sportslighed.
Den nye Renault Arkana har som udgangspunkt tre forskellige motorvarianter. Først og fremmest fås den som hybrid 140 hk, og dertil kommer to 1.3 liters benzinere med 140 eller 160 hk og 12V micro-hybrid motorer.
Renault Arkana bliver lanceret i Europa i midten af næste år, men det er endnu for tidligt at sige om, og i givet fald hvornår, modellen kommer til Danmark.