Qashqai er Danmarks mest solgte bil 

Nissan Qashqai er den mest solgte bilmodel i Danmark i 2019. Qashqai er således blevet solgt i hele 7.325 eksemplarer. På en andenplads ligger Citroen C3, som sammenlagt er blevet solgt i 6.914 eksemplarer i løbet af 2019. På tredjepladsen ligger Peugeot 208 der er solgt 6.852 styks af. 

Ifølge De Danske Bilimportører har salget af personbiler været rekordhøjt i 2019. Der er sammenlagt blevet solgt 225.594 personbiler, hvilket er det højeste antal for et kalenderår nogensinde. Til sammenligning blev der året før solgt 218.483 personbiler, hvilket er 3,3 procent færre end det samlede salg sidste år. Den forrige rekord var i 2016, hvor der blev solgt 222.818 personbiler.

Top 3 personbiler i 2019

Volkswagen er det bedst sælgende mærke i 2019, og de har sammenlagt solgt 31.107 biler i løbet af året. Peugeot indtager andenpladsen med 19.140 solgte eksemplarer, og til sidst Toyota ryger op på en tredjeplads, efter at der er blevet nyregistreret 17.332 biler.

Der har været flere perioder i 2019 som har været afgørende for det positive salg, blandt andet det høje personbilsalg i marts, hvor der samlet blev nyregistreret 26.316 personbiler.

I december 2019 har 15.495 personbiler fået nummerplade på, hvilket er en stigning på 11,4 procent, i forhold til december 2018, hvor der blev solgt 13.908 personbiler.

Elbiler og plug-in hybridbiler

Salget af elbiler kommer i 2019 op på 5.524 elbiler. Det svarer sammenlagt til en stigning på næsten 4 gange så meget, som i 2018 hvor der blev solgt 1.545 elbiler. Den mest solgte elbil i Danmark i 2019 er Tesla Model 3, der er solgt 2.439 eksemplarer af, hvilket bringer den amerikanske bil ind på en samlet 29. plads. 

I løbet af december 2019 er der kommet 906 elbiler på de danske veje, hvor det sidste december blev til 233 elbiler – omkring 3,5 gange så mange.

– Salget af elbiler og plug-in hybridbiler tordner afsted. Det er der formentlig flere årsager til. Den primære årsag er, at danskerne har taget den grønne omstilling til sig og ønsker mere miljøvenlige biler. Derudover har der været en vis usikkerhed om hvorvidt afgiften for elbiler ville stige i 2020, og derfor har mange danskerne måske set sig nødsaget til at købe en elbil 2019 før afgiften kunne risikere at stige, siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

I sidste øjeblik blev afgiftsstigning afværget, og bilafgifterne for de elektrificerede biler er i 2020 de samme som i 2019.

Udbuddet af plug-in hybridbiler er vokset markant over den seneste årrække, og i 2019 har salget af plug-in hybrider nået nye højder. Der er i 2019 blevet solgt 3.885 plug-in hybridbiler, hvilket er en stigning på 24,2 procent i forhold til 2018, hvor der blev solgt 3.127 plug-in hybrider.

I december har 262 plug-in hybrider fået nummerplade på. Det er en næsten en tredobling i forhold til salget i december 2018, hvor der blev solgt 99 plug-in hybridbiler.

Del artikel

Har du også læst?