Plug-in smuthul til en billigere bil

Tanken om en plug-in hybridbil er egentlig god. Hvis du husker at oplade den er den jo absolut med til at bidrage til et renere klima fordi sådan en kan køre en del km udelukkende på strøm. Temmelig sikkert med det in mente vedtog et flertal i folketinget kort før jul en afgiftsomlægning som gjorde en del plug-in hybridbiler markant billigere.

Fede biler til attraktiv beskatning

For eksempel kan en BMW X2 plug-in hybrid fås til 365.000 i beskatning, Volkswagen Golf GTE (plug-in) står til 288.000 i beskatning, mens Audi A3 40 TFSI e (plug-in) og Mercedes-Benz CLA, begge med plug-in hybrid teknologi, fås til en beskatning på henholdsvis 337.000 og 347.000 kroner, hvilket jo er yderst attraktivt for rigtig mange, der må vælge en firmabil i dette prisleje. I den lidt højere ende er der eksempelvis BMW 330e og Mercedes-Benz E300 e – også som plug-in hybrid – som begge kan erhverves til knap 450.000 kroner i beskatning, eller 505.000 for 330e og 600.000 kroner for E-Klassen i ren handel. 

Her skal man med andre ord være godt tosset, hvis ikke valget falder på en plug-in hybrid på de modeller der også fås med traditionel diesel- eller benzinmotor som på de officielle prislister er noget dyrere end plug-in hybridvarianterne fordi staten jo æder en stor del af regningen. 

50.000 km årligt

I Kolding bor 45-årige Rene Andersen, der i sit daglige virke arbejder som kørende sælger med flere end 50.000 km årligt på de danske veje. Til efteråret skal han udskifte sin Mercedes-Benz C220d, og i det firma han er ansat, ser man gerne at valget falder på en plug-in hybrid, da firmaet, som så mange andre virksomheder, gerne vil sende et grønt signal. 

Fra diesel til plug-in hybrid

Rene giver i dag 450.000 kroner i beskatning for sin nuværende C-Klasse med dieselmotor, hvilket jo er samme beskatningspris som han, hvis han handlede i dag, skal give for en Mercedes-Benz E-Klasse med plug-in hybrid teknologi, og Rene er fast besluttet på, at han til efteråret udskifter sin dieselbil, der i gennemsnit kører 18 km/ltr., med en E300 e, der ifølge Mercedes-Benz officielle materiale er opgivet til at kunne køre 62,5 km/ltr – hvis altså batteriet er fuldt opladet når turen går i gang. 

Kan ikke få ladestander

Ovennævnte er jo sød musik i mange politikeres ører “for så får vi jo flere af de miljøvenlige plug-in hybridbiler ud på vejene i stedet for de brændstofslugende biler, der kun kører på diesel eller benzin,” tænker de nok. Problemet er bare, at i Renes tilfælde så bor han i et byhus i Kolding med parkering på vejen udenfor husets grund, og så kan Rene ikke få en ladestander til en plug-in hybrid opstillet, hvilket jo så betyder, at han aldrig vil kunne lade bilen derhjemme.

Vil også have fordelen

– Jeg kører jo cirka 1000 km om ugen som det ser ud nu, og der er intet, der tyder på, at jeg kommer til at køre mindre i fremtiden. Jeg bor i et byhus, hvor jeg lovgivningsmæssigt ikke kan få en ladestander, fordi kablet skal krydse fortovet. Men jeg vil da også drage fordel af at kunne købe en plug-in hybrid bil, men kun fordi den kan erhverves til lavere beskatning end den tilsvarende model med dieselmotor som helt klart vil være det mest ideelle for mig, hvis vi tager de miljørigtige briller på, siger Rene Andersen til Biltesteren. 

Har ikke tid til at lade

– Det vil i praksis sige, at hvor jeg i dag kører 18 km/ltr i min dieseldrevne C-Klasse, kommer jeg til at køre omkring 13,5 km/ltr i en E-Klasse plug-in hybrid fordi jeg hverken har tid eller lyst til at bruge flere timer ved en offentlig ladestander. Jeg vil egentlig bare have en bil med en ordentlig komfort til en acceptabel beskatning, når jeg nu kører så mange kilometer årligt, siger Rene Andersen.

Rene gør intet ulovligt

Han understreger, at han jo ikke gør noget ulovligt, for der er jo intet krav om at man som køber af en plug-in hybrid skal lade bilen, og desuden er han 100% sikker på, at der er et utal af firmabilister og almindelige bilister her i landet der tænker nøjagtigt det samme som ham; at erhverve sig en plug-in hybrid fordi den er langt billigere end den tilsvarende diesel- eller benzinbil uden egentlig at lade den. Og hvor er vi så henne, når det handler om lavere CO2-udledning, spørger han?

Del artikel

Har du også læst?