Det har været ventet i nogen tid, og nu kommer bekræftelsen fra Kia; den store muskuløse gran turismo, Stinger, må lade livet.
Det passer desværre ikke længere ind i de klimaneutrale rammer at have en sekscylindret benziner i modelprogrammet. Derfor har Kia nu valgt at stoppe produktionen af Stinger som dermed blot får få års levetid.
Kia Stinger blev lanceret i 2017 med firecylindrede diesel- og benzinmotorer samt en sekscylindret benziner, men for et par år siden valgte Kia kun at satse på den store model.
Løbende har Stinger fået en række opdateringer for at maksimere bilens tiltrækningskraft i et stærkt konkurrencepræget europæisk segment for sportssedan’er. Drevet af en 3,3-liters dobbeltturboladet V6-motor var Stinger Kias hurtigst accelererende bil, der klarede sprinten fra 0 til 100 km/t på 4,9 sekunder.
Stinger har været en ikonisk bil for Kia. Den højtydende, baghjulsdrevne sportssedan tjente som en fed hensigtserklæring for mærket, der var i stand til at tilbagelægge store afstande med både komfort og stil. Kias grand tourer introducerede også mærket til en ny type bilkøbere, hvilket spillede en vigtig rolle i forhold til transformering af opfattelsen af mærket. Kia voksede med Stinger.
Kia har bekræftet, at ordrebøgerne for Stinger er lukket, hvilket baner vejen for den nye fuldt elektriske EV6 GT, den mest kraftfulde bil, Kia nogensinde har produceret, til at overtage rollen som mærkets nye flagskibsmodel.
Kia Danmark oplyser i en pressemeddelelse, at man vil opfylde alle eksisterende kundeordrer på Stinger og fortsætte med at yde fuld kundepleje og eftermarkedssupport til alle Stinger-ejere.