Politiets nye hundebil er en Volvo V90 B5 AWD diesel (mild hybrid) med 235 hk og 480 Nm, og selv om Volvo ellers har sagt at det er slut med diesel – og snart også benzinmotorer – så har man stadig dieselmotorer til særligt udvalgte løsninger. En af dem er altså den danske politihundetjeneste.
Bilen har et højt niveau af sikkerhed for både hundefører og hund, skriver Politiforbundet på Facebook.
Den nye hundebil har har firehjulstræk, en øget åbningsvinkel på bagdørene, fælge med optimeret køreeffekt, forstærkede bremser og en undervogn, der er særligt tilpasset udrykningskørsel med tungt læs. Desuden kan bilerne efterlades aflåst med motoren i tomgang. Derudover tilbyder Volvo desuden en opbygning af hundebure, som sikrer, at de ikke presses ind i kabinen ved påkørsel bagfra.
En anden, og ret så afgørende faktor for valget af Volvo V90, er at der blandt andet er mulighed for, at betjentene kan styre ventilationen for hundene enkeltvis så hundevelfærden ikke sættes over styr.
Rigspolitiet forventer, at de nye hundebiler kan begynde at blive leveret fra juli måned og frem, hvis alt går som planlagt. Volvos danske importør skal dog lige endelig bekræfte leveringsplanen, nu hvor prototypen er i hus.
På billedet herunder ses tjenestehunden Lasse, der lige tjekker sin nye suite ud.