Et nyt faststofbatteri overstiger kravene og har netop klaret over 1.000 opladningscyklusser med en fortsat kapacitet på over 95 %. Det betyder 500.000 km uden nogen mærkbar nedgang i rækkevidden.
Faststofbatterier anses som fremtidens teknologi og det næste store skridt inden for udviklingen af batterier. Teknologien åbner mulighed for længere rækkevidder, kortere opladningstider og maksimal sikkerhed. Amerikanske QuantumScape, som Volkswagen Group har skudt en del penge i, har for nylig nået en vigtig milepæl, som nu er blevet bekræftet af PowerCo, der er Volkswagen Groups batteriselskab: Virksomhedens faststofbattericelle har overgået kravene markant i den første test og klaret over 1.000 opladningscyklusser uden problemer. For en elbil med en WLTP-rækkevidde på 500-600 km svarer det til en samlet kilometerstand på over en halv million kilometer. Samtidig er der næsten ingen aldring af battericellen at spore, og den har fortsat 95 % af sin kapacitet (eller afladningsenergibestandighed) ved afslutningen på testen. Testene, som forløb over flere måneder, er udført på PowerCos batterilaboratorier i Salzgitter i Tyskland.
I de standardiserede testprocedurer for nyudviklede battericeller anses robusthed som det vigtigste kriterie. Branchens standardmålsætninger for denne udviklingsfase er 700 opladningscyklusser og et kapacitetstab på maks. 20 %. QuantumScapes faststofbattericelle overgår markant disse specifikationer i den seneste test. Battericellen klarer også kravene fra andre testkriterier som eksempelvis evnen til hurtig opladning, sikkerhed og selvafladning.
Den testede faststofbattericelle består af 24 lag og svarer derfor allerede til den battericelle, der er planlagt til serieproduktion. Næste skridt i retningen af serieproduktion er nu at perfektionere og skalere produktionsprocessen. I princippet er Volkswagens enhedsbattericellekoncept udviklet af PowerCo også egnet til brug af faststofbattericelleteknologien. Volkswagen Group har været involveret i QuantumScape siden 2012.