Et flertal i EU-Parlamentet ville forbyde benzin- og dieselmotorer fra 2035, men nu ser forslaget ud til at at blive stemt ned.
Tidligere i dag skulle EU-ministre rituelt godkende, at salg af benzin- og dieselbiler stopper i EU fra 2035, sådan som landene blev enige med EU-Parlamentet om i efteråret. Men nu er den symbolske underskrift blevet udskudt på ubestemt tid, fordi Tyskland blokerer, skriver Politiken.
Den tyske regering vil nemlig ikke forbyde alle forbrændingsmotorer – dem, der kan køre på såkaldt e-fuel skal efter landets mening stadig have en plads på markedet efter 2035. Og nu ligger forslaget i ruiner, da lande som Italien, Grækenland, Bulgarien og Polen også er imod forbuddet.
Det konservative danske medlem af EU-Parlamentet Pernille Weiss siger i en kommentar, at det er tosset, at et kontinent, der har været førende med bilproduktion, sender et signal om, at fra 2035 er vi kun interesseret i elbiler.
– Vi er ikke mod elbiler og nulemissionsbiler overhovedet. Vi ønsker bare ikke at smække døren i for forbrændingsbiler, hvis der viser sig nye muligheder med syntetisk brændstof, solenergi eller andet, siger Pernille Weiss.
Det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet Christel Schaldemose har tidligere kaldt højrefløjens modstand for ubegribeligt.