Aiways tæt på konkurs?

Den unge kinesiske bilproducent Aiways, der har været i Danmark i et par år, kan være tæt på en konkurs, skriver flere medier.

Det startede stort og flot tilbage i 2017, hvor Aiways lancerede planerne om at erobre verden med elbiler for straks efter at gå i gang med at producere U5, men flere udenlandske medier som for eksempel Yicai Global fortæller nemlig, at Aiways kan være på vej mod konkurs. Personer med kendskab til situationen hos Aiways fortæller, at de midlertidigt har suspenderet alle deres aktiviteter i hjemlandet Kina – simpelthen på grund af manglende likviditet. 

Aiways når ganske enkelt langt fra de forventede salgstal. Angiveligt leverede man blot beskedne 2.600 biler i 2020 og små 3.000 i de første otte måneder af 2022.

I oktober viste Aiways den nye model U6, der skulle have forbedret virksomhedens situation, men siden januar er der solgt under 100 styks U6 på globalt plan af bilen som Biltesteren var inviteret til Portugal for at køre tilbage i april 2023.

Ingen løn og ingen betaling

Situationen er angiveligt så presserende, at Aiways ikke længere kan betale lønninger til de godt 1.600 ansatte i Kina, og at regningerne for at holde hovedkvarteret i Shanghai kørende heller ikke bliver betalt. Fra Aiways’ europæiske hovedkvarter der ligger i München er meldingen, at man her har alt kørende som normalt, og at man stadig driver sine eksisterende fabrikker i Kina – hovedkvarteret og forsknings- og udviklingscentret i Shanghai og produktionen i Shangrao.

Under et skifte i investorkredsen bag Aiways er forhandlingerne med blandt andet regeringen trukket ud, hvilket har medført forsinkelser i betalinger i Kina – på trods af at der er likviditet til rådighed. Aiways understreger, at disse problemer løbende bliver løst.

Derudover er man overbevist om, at produktionen af U6 starter i de kommende uger, og at leveringen af de første biler i Europa kan finde sted hen imod 3. og 4. kvartal.

Hos den danske importør af Aiways, Andersen Motor A/S i Køge, fortæller presseansvarlig Erik Morsing, at situationen mere eller mindre er forbigående.

Skulle det ske, at Aiways må lukke og slukke så har danske ejere af Aiways biler stadig garanti på deres biler, da garantien stilles af sælger.

Pr. 1.juni 2023 er der indregistreret 558 Aiways biler på danske nummerplader. 

 

Del artikel

Har du også læst?