DEL
VW Polo GTI forfra

Det kan godt være, at det var storebror VW Golf, der var den første bil der fik fornøjelsen af at kunne kalde sig en GTI for nu 42 år siden – og så endda uden at den øverste ledelse overhovedet vidste noget som helst om den i starten – som blev et ikon uden sidestykke på nu syvende generation, men det er ikke Golf GTI disse linjer skal handle om. Det er derimod lillebror Polo GTI som nu er her i fjerde generation. Den nye VW Polo GTI er en overlegen og potent praktisk gadebil, der er til at komme i nærheden af for rimelige penge. Prisen starter ved 280.000 kroner, hvor standardudstyrslisten er næsten lige så lang som Storebæltsbroen. 

Masser af standardudstyr i Polo GTI

Bare sådan noget som adaptiv fartpilot, hvor systemet selv sørger for at tilpasse farten efter hastigheden for den forankørende bil, XDS-differentiale, sort taghimmel, klimaanlæg, 17” letmetalfælge og fodgængerregistrering, er alt sammen med som standard. Så kan du flotte dig med ekstraudstyr som for eksempel 18” fælge til 6.000 kr og LED forlygter til 12.000 kr, men dybest set behøver du ikke sætte ét eneste kryds på ekstraudstyrslisten for at have en Polo GTI, der giver dig masser af køreglæde i hverdagen, men bruger du 4.000 kroner ekstra på den, og bestiller den med Sport Select så får du fem forskellige køreindstillinger, hvor du så også kan køre Polo GTI i Eco-mode søndag morgen hen til bageren.

Masser af GTI-hysteri i Polo GTI

Det første, der springer mig i øjnene når jeg åbner døren i den nye Polo GTI er de klassiske ternede GTI-sæder som VW også tilbyder i Golf GTI. Der er bare et eller andet over de tern, der får smilet frem på mine læber. Det samme med gearknoppen i læder og det tykke rat, der er med til at fuldende GTI-hysteriet over den tyske bulderbasse. Og så vil jeg også lige fremhæve panelet langs instrumentbordet som er lakeret i en matrød farve, der har et super godt samspil med bilens røde farve. Ellers er kabinen spartansk indrettet, men det gør egentlig ikke det store, for hvem køber en GTI, hvor andet en motor og køreegenskaber er i højsædet? 

Ægte motorlyd i Polo GTI

Et drej på startnøglen bevidner, at der er tale om en ilter drønnert med temperament. I tomgang lyder der en bidsk snurren fra den 200 hk store toliters motor, og motorlyden bliver kun forstærket yderligere ved et par dap på speederen. Til forskel fra efterhånden mange andre performance-biler, så er motorlyden fra Polo GTI ægte, og ikke bare noget der er forstærket via bilens lydanlæg inde i kabinen. De første kilometer i bilen fortæller mig, at der her er tale om en bil, med et suverænt bundtræk, og især i toppen af omdrejningsskalaen bliver vi for alvor gode venner, Polo GTI og jeg. Allerede ved 4.400 omdrejninger er der fuld effekt, og her er det virkelig en fryd at mærke, hvordan de 320 Nm sætter fut i løjerne.  

Polo GTI elsker de snoede veje

Især på de små snoede landeveje er Polo GTI i sit es, hvor jeg med høj fart er glad for, at der ikke lige er fartkontrol når jeg kommer blæsende. Affjedringen og bagenden har et perfekt samspil, og et øjeblik er det næsten som om jeg suser rundt på en racerbane. DSG-gearkassen smider gearene ind med militær præcision, og styretøjet giver mig udmærket feedback rundt i kurverne. Måske giver storebror Golf GTI en anelse mere feedback på styretøjet, men det er en petitesse, der hører til i småtingsafdelingen. Omkring undervognen vender jeg også tommelfingeren op ad, for den er virkelig som støbt til de snoede veje. På motorvejen kan Polo GTI godt være med, selv om jeg nok ville blive træt af den evige motorbrummen i længden. 

Alt for lang ventetid på Polo GTI

Omkring det pladsmæssige kan Polo GTI kun lige godkendes. Det er ikke den fire gutter snupper til Sunny Beach med mindre alle fire cirkulerer på pladserne ofte. De langlæmmede på bagsædet må ikke være højere end 180 cm, hvis de skal sidde behageligt. Og så er jeg nødt til at nævne, at VW har en knivskarp privatleasingpris på Polo GTI. Smid 15.000 i udbetaling og kør Polo GTI for 3.499 kroner om måneden. Det er tiltalende for mange, og hos den danske importør sidder de nok og river sig lidt i håret, for bestiller du en Polo GTI i dag skal du ikke regne med, at være kørende i den før til foråret næste år. Det er alt for lang ventetid. Heldigvis har importøren bestilt flere varianter hjem, så er du ikke så krævende, hvad angår udstyr, så kan det være en af de Polo GTI’er skal være din nu her?

 

VW Polo 2.0 GTI

Pris: Denne bil kr. 309.980,- Polo GTI fås fra kr. 280.294,-
EU-miks: 16,9 km/ltr.
Motor: 2.0 liter. Fire cylindre, turbobenzin
Ydelse: 200 hk ved 4.400 omdr./min.
Moment: 320 Nm ved 1.500 – 4.350 omdr./min.
Topfart: 237 km/t
0-100 km/t: 6,7 sek.
Køreklar vægt: 1.480 kg
Tilladt anhængervægt: 1.200 kg m bremser – 670 kg uden bremser
Bagagerum: 351 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.053/1.946/1.461 mm

Kommentarer