VW lukker fabrikker

Tusinder af ansatte mister jobbet hos Volkswagen. Direktionen vil lukke og indskrænke fabrikker og samtidig fyre adskillige medarbejdere.

Bilfabrikanten Volkswagen planlægger at lukke mindst tre fabrikker i Tyskland og samtidig nedlægge titusindvis af stillinger, skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

– Ledelsen er absolut seriøs omkring alt dette. Det her er ikke en måde at rasle med sablerne i overenskomstforhandlingerne, siger Daniela Cavallo som er formand for Volkswagens samarbejdsudvalg.

Hun uddyber ikke, hvilke tre tyske fabrikker, der vil blive berørt, eller hvilke medarbejdere, der kan miste deres arbejde.

Det er desuden direktionens plan, at de resterende fabrikker skal indskrænkes. Volkswagen har aldrig før lukket en fabrik i Tyskland, og det er flere end 30 år siden, at man har lukket en fabrik i udlandet.

Volkswagen er under pres efter lavere efterspørgsel fra de europæiske og kinesiske markeder. Derfor skal selskabet skære i sine omkostninger.

Ifølge Daniela Cavallo er der enighed med direktionen  om de udfordringer, som Volkswagen og andre europæiske bilfabrikanter står over for.

Det omhandler blandt andet en langsommere end ventet transformation til el og kraftig konkurrence fra de kinesiske bilproducenter, som træder ind på det europæiske marked.

– Vi er ikke langt fra hinanden, når det kommer til at analysere problemerne. Men vi er milevidt fra hinanden, når det kommer til svarene på dem, siger Cavallo.

En talsperson fra den tyske regering sagde på et pressemøde tidligere i dag, at regeringen er opmærksom på de udfordringer, som Volkswagen står i.

Del artikel

Har du også læst?