VW Golf har 50-års jubilæum i år, og Volkswagen markerer jubilæet ved at lancere en opdateret version af Golf 8. Bilen får blandt andet et oplyst Volkswagen-logo på fronten.
Den nye Golf og Golf Variant kan genkendes på deres nye front, der er defineret ved det oplyste Volkswagen-logo, der for første gang er oplyst på en Golf, og nydesignede LED-forlygter. De avancerede IQ.LIGHT LED-matrixforlygter byder på et nyt kraftfuldt fjernlys med en rækkevidde på op til 500 meter. IQ.LIGHT-LED-baglygter med 3D-effekt har også fået et nyt design, der giver Golf en unik lyssignatur i mørket.
Nyt infotainmentsystem og integration af ChatGPT
Indvendig er den nye Golf udstyret med et nyudviklet, intuitivt infotainmentsystem med en fritstående 12,9” touchscreen, der har ergonomisk optimerede og oplyste touch-slidere til temperatur- og lydstyring i bunden af skærmen.
Nyt er også det forbedrede multifunktionsrat og den nye IDA-taleassistent. Ved hjælp af naturligt sprog kan IDA bruges ikke kun til at styre funktioner som klimaanlæg, telefon eller navigation, men også til at få adgang til onlineinformation fra alle tænkelige områder – fra vejrudsigter til almene vidensspørgsmål. Golf vil have en ny generation af infotainmentsystemer om bord i fremtiden, der integrerer den kunstig-intelligens-baserede chatbot ChatGPT i IDA taleassistenten. Med denne funktion får man ubesværet adgang til den stadig voksende database af kunstig intelligens. Passagerer kan interagere med bilen ved hjælp af naturligt sprog og få læst indhold højt, når man er på langfart.
Nye assistentsystemer gør parkering nemmere
Manøvrering af Golf i forbindelse med parkering gøres lettere med nye assistentsystemer som den forbedrede Park Assist Plus-funktion. Når du kører forbi en parkeringsplads, kan den registrere, om pladsen (parallel eller vinkelret) er stor nok, og herefter påbegynder bilen parkeringsproceduren. Den overtager styring samt acceleration og bremsning. Alt, hvad føreren skal gøre, er at overvåge parkeringsprocessen. Derudover vil den mere avancerede Park-Assist-Pro for første gang være tilgængelig i Golfen. Den giver føreren af bilen mulighed for at guide køretøjet ind og ud af parkeringspladser med en smartphone. Hvis parkeringspladsen er meget smal, er det muligt via din smartphone at fjernbetjene din Golf og bakke den ud fra parkeringsbåsen. En anden ny funktion er Area View-systemet, der skaber et 360-graders all-round-view ved at sammenkører fire kameraer uden på bilen, og det samlede billede overføres til infotainmentsystemets touchskærm. Dette gør det nemt at se kantsten og parkeringspladsafmærkninger.
Nye drivlinjer med mere elektrisk rækkevidde
De nye plug-in hybrid-drivlinjer i Golfen kommer med mere motorkraft (eHybrid: 204 og GTE: 272 hk) og en længere elektrisk rækkevidde på cirka 100 km og er desuden udstyret med en 50 kW DC-hurtigopladningsfunktion. De nye plug-in-hybrid-drivlinjer består af en 1,5 TSI evo2-turbobenzinmotor, en elmotor, et 19,7 kWh-batteri (tidligere 10,6 kWh) og en DSG-gearkasse.
Ved introduktionen af den faceliftede Golf 8 vil der være i alt ni forskellige motorvarianter. Dog er det danske modelprogram endnu ikke fastlagt: eTSI–mildhybrid (115 og 150 hk), eHybrid/GTE-plug-in-hybrid (204/272 hk), TSI turbobenzinmotor (TSI 4MOTION: 204 hk) og TDI-turbodieselmotor (TDI: 115/150 hk). Golf GTI er blevet endnu mere sportslig og er udstyret med en 2,0 TSI turbobenzinmotor, der nu yder 265 hk – 20 hk mere end forgængeren. Yderligere Golf-varianter vil blive introduceret i løbet af 2024.