DEL
created by dji camera

Hvis du er eventyreren, der ikke har behov for altid at sove i din egen seng hjemme i soveværelset, så er VW California lige noget for dig. Så længe der er brændstof i tanken kan du i princippet køre hvorhen, du vil – og altid have en seng og et køkken med dig. Det er frihed på fire hjul uanset om turen går hjem til svigerfamilien i weekenden, eller om I bare er jer to på en weekendtur til den del af landet I aldrig har set, eller om hele familien er ombord på vej på ferie. Og det bedste af det hele er, at nu kan du erhverve dig en VW California uden at det skal koste dig mere end hvad du skal give for en mellemudstyret VW Passat. 

VW California med skarp pris

For at gøre en lang historie kort, så er standardprisen på en VW California 144.291 kroner uden afgift. Og da du blot betaler 85 procent registreringsafgift på de første 185.100 kroner af værdien på en bil, havner den vejledende pris på 275.978 kroner inkl. levering. Herefter skal du så lige have camper-udstyr med til den. Her kan du vælge mellem forskellige pakker, hvor den billigste koster 130.500 kroner. Og her er det et kæmpe plus, at der ikke er noget der hedder registreringsafgift på campingindretningen. Dermed ender den samlede pris for en VW California på blot 406.478 kroner, hvis du ellers kan nøjes med indstigningsmodellen.

VW California med mere udstyr

Det er nok – hånden på hjertet – de fleste der vælger en mere veludstyret California, hvis det skal være. Mon ikke du vil vælge den med syvtrins DSG-gear så du slipper for at skifte mellem de fem manuelle gear? Du vil sikkert også gerne have den med en lidt større dieselmotor end den med de 102 hk, der sidder i indstigningsmodellen? Uanset hvad, så er prisen på testbilen her også ganske rimelig. 552.512 kroner lander prislappen på, men så er den også spækket med udstyr som blandt andet elektrisk betjening af hævetaget, 3-zonet klimaanlæg, oliefyr, og ikke mindst DSG-gear og en 150 hestes dieselmotor. 

Komforten er super i VW California

Men hvordan er den så at opholde sig i? Egentlig ganske komfortabel. Pladsen er udnyttet ned til mindste detalje, hvilket er imponerende i sig selv. Køleskabet er pænt rummeligt og køler fint både under kørsel og når bilen er parkeret. Køkkenet er nemt at anvende selv om jeg nok hellere vil lave mad ude under åben himmel end på kanten af en dobbeltseng. Her er løsningen dog en grill eller et mindre gasblus beregnet til udendørs brug. Når øverste etage ikke er i brug som soveværelse, så kan taget hæves så meget, at voksne mennesker sagtens kan stå oprejst inde i kabinen. Det er et kæmpe plus som gør, at en familie på fire ikke vil føle sig klemt inde i bilen, hvis alle fire er samlet om bordet til spisning eller spil.  

Med ungerne på tur i VW California

Vi er fem i familien (og to hunde) hvilket betyder, at hele familien ikke kan tage på langfart i VW California, da testbilen her kun har plads til fire personer. På et “familieråd” bliver vi derfor enige om, at de to store børn (begge 10 år) og jeg skal på weekendovernatning i bilen for at mærke, hvordan det føles i praksis. Vi kører hjemmefra og finder et hyggeligt sted hos en landmand jeg kender i Sønderjylland, hvor vi slår lejr for natten. Vi låner lidt strøm af bondemand Petersen som jeg ynder at kalde min gode ven, og så sidder vi ellers alle tre og spiller spil og hyggesnakker indtil det bliver mørkt.  

VW California med ekstra komfortmadras

Anna og Hjalte sover på førstesalen mens jeg indtager underetagen. Vi kan rulle gardiner for hele vejen rundt, og vi behøver ikke frygte for nattekulden, da oliefyret sørger for at holde behagelige 18 grader gennem hele natten. Da jeg vågner søndag morgen kan jeg høre, at ungerne griner. De har allerede gang i deres telefoner, hvor seneste videoer på youtube skal tjekkes. Jeg er jeg spændt på, hvordan børnene har sovet, og mens æggene koger på gasblusset sidder vi ude under markisen og snakker om, hvordan natten er gået. Ungerne har selvfølgelig sovet godt. Nu er jeg jo en tung mand på et godt stykke over 100 kg, så jeg er mere end glad for, at VW’s danske importør har valgt at udstyre testbilen med en komfort sovemadras som er ekstraudstyr til 5.700 kroner. Uden den er jeg bange for, at jeg var vågnet med en ret øm krop.

VW California skuffer på vejen

Og hvordan kører VW California så? Tjaeh det er så her jeg er nødt til at løfte en pegefinger. VW California kører nemlig som en typisk kassevogn uden synderlig meget køredynamik. Især når der er sidevind føler jeg, at jeg er ude at sejle, og det lidt bløde karosseri gør, at den ikke er videre behagelig at køre i, hvis den kommer ud at køre på ujævnt underlag. Til gengæld har den et ganske fint forbrugstal. Det officielle tal siger 14,3 ved blandet kørsel, og med mine 12,4 km/ltr. efter knap 800 km kørsel bliver pegefingeren skiftet ud med tommel op. 

VW California Ocean

Pris: Denne bil 552.512,- VW California fås fra 406.478,-
Brændstofforbrug: 16,1 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 2,0 liter, turbodiesel
Ydelse: 150 hk ved 3.250 – 3.750 omdr./min.
Moment: 340 Nm ved 1.500 – 3.000 omdr./min.
Topfart: 178 km/t
0-100 km/t: 14,3 sek.
Egenvægt: 1.862 kg
Anhængervægt: 2.500 kg med bremser. 750 kg uden bremser
Længde/Bredde/Højde: 4.904/1.904/1.990 mm

Kommentarer