Salget halter for kinesiske Voyah, så derfor sænker Voyah Danmark prisen på den store elektriske SUV, Free, med markante 200.000 kroner.
Det går ikke så godt med at sælge Voyah i Danmark eller for den sags skyld i resten af Europa. Den store kinesiske Dongfeng bilkoncern, der står bag Voyah, er dog fast besluttet på at erobre markedsandele på de markeder i Europa, hvor elbilssalget er stigende, så derfor, sætter Voyah nu priserne på Free markant ned her i landet.
Voyah Free kan erhverves til 399.990 kroner. Det er altså 200.000 kroner billigere end før. For de penge får du en knapt fem meter lang bil med alt fra panoramasoltag med ”frosting” effekt til avanceret firehjulstræk, lydanlæg fra danske Dynaudio, en motoreffekt på hvad der svarer til 489 hestekræfter, en rækkevidde på 500 kilometer og mulighed for at trække op til to ton.
Prisen er dog eksklusiv metallak og gælder frem til og med 30 juni 2024, eller så længe lager haves.
Produktchef hos Voyah Danmark, Alexander Bachmann, lægger da heller ikke skjul på, at dette er en usædvanlig skarp pris i markedet:
– Når vi går ud og tilbyder Voyah Free Platinium til bare 399.990 kroner, så ved vi godt, at vi har lagt os markant under sammenlignelige konkurrenter på markedet. Vi gør det for at accelerere salget og for at få flere biler ud på vejene og derved sprede kendskabet til både modellen og ikke mindst mærket, siger han.
Ved samme lejlighed har Voyah Danmark også sænket privatleasingprisen på den absolutte topmodel Voyah Free Noir. Den har ud over Platinium-udstyr også sort taghimmel, samt rails, frontgrill og rudelister i sort højglans.
Voyah Free Noir kan privatleases over 48 måneder og med 15.000 inkluderede km årligt (60.000 km i hele perioden) til 29.995 kr. i udbetaling og 4.995 kr. i månedlig ydelse.