DEL

Bilproducenterne kan godt glemme alt om at slå igennem i USA med downsizede knallertmotorer. Det ved de alt om hos Volvo, så derfor har man besluttet, at S60 skal have en ordentlig kværn af en benzinmotor for at kunne begå sig i det sedan-venlige Amerika. Volvo har således puttet hele 250 hk i S60’eren, men hvis du tror at den så også har seks eller måske endda otte cylindre som Volvo engang havde for vane at putte i deres motorer med mange hestekræfter, så bliver du skuffet. For år tilbage besluttede Volvo sig nemlig for, at droppe alt over fire cylindre til stor ærgrelse for mange. Derfor må S60 altså nøjes med fire cylindre. 

Volvo S60 – en meget letkørt bil

Volvo S60 er både lang og bred, og nogle vil måske føle, at den er lidt for stor at manøvrere rundt inde i byen, men du har et rigtig godt overblik hele vejen rundt, og kun en lille blind vinkel ved C-stolpen i højre side. Den er nem at parkere. Du skal bare lige være opmærksom på, at venderadiusen ikke er noget at råbe hurra for. Der er flere biler i klassen der klarer den opgave til langt højere karakterer. Volvo S60 er meget letkørt og selv ham eller hende på 17, der lige har fået kørekort, vil lynhurtigt føle sig til rette bag rattet i Volvo S60. Kabinen er godt indrettet. Infotainmentsystemet er yderst brugervenligt med en hurtig respons og flot grafik. Jeg kunne måske godt ønske mig en anelse bedre affjedring i undervognen for den er lidt til den hårde side. Og så irriterer jeg mig over, at bagsæderne ikke kan ligges ned, for det gør, at den er mindre praktisk, hvis turen for eksempel går til Ikea og der skal større ting med hjem. 

Volvo S60 – du kan høre turboen

Jeg er meget betaget over det lave støjniveau der er i Volvo S60. Selv ved høj fart på motorvejen er støjniveauet meget lavt. Accelerationerne foregår hurtigt, men der er ikke så meget motorlyd som jeg godt kunne tænke mig. Du kan være heldig – hvis du presser den lidt – at høre turboen af og til, men stod det til mig, måtte der gerne være noget mere af den slags. Der er trods alt 250 hk ude under motorhjelmen. Nu er der desværre ikke anhængertræk på testbilen her, for jeg gad godt have mærket, hvordan Volvo S60 gebærder sig med de 1.800 kg på slæb som den må trække. Jeg er ikke i tvivl om, at den sagtens kan klare opgaven. Det er bare mere hvordan, den klarer opgaven i forhold til gearing, benzinforbrug og stabilitet. 

Volvo S60 – bruger en del benzin

Helt i den amerikanske ånd, er Volvo S60 ikke en brændstofsparende økobil. Selvfølgelig lever den fuldt ud op til gældende lovgivning, men her i slutningen af 2019 er lidt mere end 13 km i gennemsnit bestemt ikke imponerende. Helt galt går det, hvis du kører meget bykørsel, for så sluger den lige så meget benzin som en BMW gjorde i 1990’erne; omkring 8 km/ltr. ved normal bykørsel skal du regne med. Almindelig motorvejsmarch ved 130 km/t bruger den omkring 14 km/ltr. På landevejen klarer den sig dog langt bedre, hvor du godt kan få den til at snuse til 20 km/ltr. hvis du kører pænt. Igen; absolut ikke imponerende tal her på tærsklen til 2020.

Volvo S60 – klassens smukkeste

Volvo S60 er en ekstrem smuk bil. Ja, faktisk den allersmukkeste bil i Volvos modelprogram, hvis du spørger mig. Og vel nok lige nu klassens smukkeste sedan. Nu er jeg jo generelt meget glad for Volvo, men lige præcis S60 her jeg et særligt godt øje til. Den kører ekstremt godt. Ikke helt på niveau med en baghjulstrukket BMW 3-serie eller Alfa Romeo Giulia, men den er meget, meget tæt på. Især på de snoede landeveje vil den gerne køres frisk og fordi den har et generelt lavt tyngdepunkt smyger den sig til vejen næsten som en mindre sportsvogn. Der er ingen krængninger og gyngende bevægelser. Den står klippefast på vejen. Det er rigtig godt lavet. Bravo Volvo!

Volvo S60 – ekstraudstyr koster 

Testbilen er en Vovlo S60 T5 R-design. Den koster 548.000 kroner uden ekstraudstyr som desværre koster kassen hos Volvo. Med ekstraudstyr runder prisen således hele 645.000 kroner. Om det kan retfærdiggøres, at putte for 100.000 kroner ekstraudstyr i en Volvo S60 kan jo altid diskuteres, men er du på udkig i klassen her, ér der selvfølgelig mere basis for den slags, end hvis du kigger på bil i 300.000 kroners klassen. Er det nødvendigt med et Harman Kardon musikanlæg til 20.000? Ja, hvis du går op i ekstrem god lyd, så ér det nødvendigt. Hvad med andre 20.000 kroner til en klimapakke? Ja, hvis det er vigtigt for dig med varme i rattet, oliefyr, varme i bagsæderne og opvarmede sprinklerdysser, så er 20 af de lange jo givet godt ud, og sådan kan man blive ved. Ekstraudstyr er individuelt, og i sidste ende noget du som slutkøber selv skal tage en vurdering på.

Volvo S60 T5 aut. R-Design 

Pris: Denne bil kr. 644.952,- Volvo S60 starter ved. kr. 547.873,-
Beskatningsprisen starter ved kr. 460.003,-
Motor: fire cylindre, benzin
Ydelse: 250 HK
Moment: 350 Nm ved 1800-4800 omdr/min.
Gearkasse: ottetrins automatgearkasse
Brændstofforbrug: High-Low 13,5 – 13,0
CO2: High-Low 167-174
Energiklasse: B – B
Tophastighed: 240 km/t
Acc. 0-100 km/t.: 6,5 sek
Køreklar vægt: 1.677 kg.
Totalvægt: 2.190 kg.
Anhængervægt med-/uden bremser: 1.800 kg/750 kg

Kommentarer