DEL

Toyota indtager for syvende år i træk tronen som det mest værdifulde varemærke i bilverdenen. Det viser en helt ny undersøgelse, Best Global Brands 2018, af de mest værdifulde brands i verden foretaget af det anerkendte internationale konsulentbureau Interbrand.

Toyota indtager førstepladsen som det absolut mest værdifulde bilmærke i verden med en varemærkeværdi på hele 350 milliarder kroner. Det er en stigning på seks procent sammenlignet med resultatet i fjor. Bilmærket med den næsthøjeste varemærkeværdi, Mercedes-Benz, ligger ifølge undersøgelsen 32 milliarder kroner efter Toyota med en anslået markedsværdi 318 milliarder kroner. BMW snupper tredjepladsen med en anslået markedsværdi på 269 milliarder kroner. 

Toyotas førsteplads blandt bilmærker sikrer mærket en samlet syvendeplads blandt alle verdens virksomheder. Her placerer techgiganten Apple sig igen i år som den mest værdifulde virksomhed med en markedsværdi på 1.405 milliarder kroner.

Andre brands som fx Google, Amazon, Microsoft og Coca Cola ligger også blandt de højest vurderede på listen, mens Lego er det højest placerede danske varemærke som nummer 74 med en varemærkeværdi på 43 milliarder kroner.

Interbrand peger i undersøgelsen på flere årsager til Toyotas placering som verdens mest værdifulde bilmærke. Toyota er efter en lang række tiltag gået fra at være en bilproducent med biler af høj kvalitet og høj kundetilfredshed til også at være et mobilitets-varemærke med et enormt fokus på bæredygtighed og innovation.

Toyota har yderligere markeret sig særligt stærkt inden for salget af hybridbiler, der på verdensplan nu har rundet 12 millioner. Det har reduceret udledningen af CO2 med 93 mio. tons – svarende til den samlede udledning fra hele Danmarks befolkning i over to år.

I Danmark har hybridbilerne også fået deres gennembrud, og hybridbilerne, der kører på ren el i gennemsnitligt halvdelen af tiden, og som automatisk selv lader op under kørslen, udgør i dag over halvdelen af Toyotas salg i Danmark.

Kommentarer