DEL

Så er den endelig landet, hvis man kan bruge ordet landet om den nye Tesla Model 3. Der er altid en masse hype omkring tingene når Tesla med rigmanden Elon Musk i spidsen lancerer en ny bilmodel, men især denne gang har der været ekstra meget omkring lanceringen. Den primære årsag er, at der denne gang er tale om en bil der ikke kun er tiltænkt feinschmeckere, øko-hipstere og andre miljønørder, men også helt almindelige mennesker, da prisen bliver noget lavere end vi ellers er vant til fra Teslas side. At bilen er tiltænkt et nyt segment forklarer måske også, hvorfor Tesla har valgt at Model 3 kan bestilles med trækkrog. Hvor meget den må trække er endnu ikke kommet frem.

Ret lang venteliste

Tesla Model 3 er, som navnet antyder, tredje bil i rækken fra det amerikanske bilmærke efter den smukke og toplækre Model S og den store SUV-agtige Model X. Under præsentationen forleden leverede Tesla de første 30 biler til kunder, som har forudbestilt den. Samtidig fortalte Elon Musk, at de har bygget 50 biler indtil videre. Han fortalte også, at der er en ret lang venteliste på op mod 500.000 biler, så det er ikke lige om hjørnet, du kan forvente, at der står en Model 3 i din carport. I løbet af august vil Tesla blot producere 100 stk Model 3. Måneden efter 1.500 stk og inden året er omme vil den nye kæmpe fabrik være taget i brug, og så forventer Tesla at kunne lande 20.000 biler hver måned.

Introduceres i to varianter

Den nye Model 3 bliver introduceret i to varianter. Basismodellen kommer til at koste 35.000 dollars i USA, hvilket svarer til 222.000 kr. Hvad Tesla Model 3 kommer til at koste i Danmark er endnu ikke fastlagt. Basisvarianten kan i øvrigt køre 350 km på en opladning og rykker fra 0 til 100 km/t på 5,6 sekunder. Model 3 bliver som standard udstyret med en kæmpe infotainmentskærm, som styrer stort set alle funktionerne i bilen – helt i tråd med den teknologi vi kender fra Model S og Model X.

I Danmark til næste år

Model 3 er naturligvis også klar til at køre selv. Det afhænger dog af hvert enkelts lands lovgivning. Men ifølge Elon Musk, vil Model 3 have alt hardware og software, som skal til for at køre selv. Det er for eksempel 12 ultrasoniske sonarcensorer, otte kameraer omkring bilen og en forudvendt radar. Ifølge Tesla kan de første danske Model 3 kunder se frem til at modtage deres nye bil i løbet af 2018. Den danske pris er endnu ukendt.

Kommentarer